Nyheder4. januar 2017

Linse: Jeg tror ikke, Geggo kan tilgive sin far

Der er knas i forholdet mellem Brygge-datteren og hendes far. Det afslørede mor Linse forleden i "Linses talkshow - uden filter".
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/gegege.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

For to år siden rejste Stephanie "Geggo" Karma til Thailand for at møde sin far, Sonny, for første gang i 13 år.

Dengang var hun villig til at begrave al den vrede, hun havde opbygget gennem knap 25 år, og ikke se Sonny som den ”fucking svigter”, hun syntes, han havde været.

Ifølge mor Linse viste det sig til at være sværere at lægge fortiden bag sig, end Geggo havde forestillet sig.

– Jeg tror slet ikke, hun kan tilgive, at han ikke har været der. Desværre, sagde Linse, som selv synes, det er trist, at hendes 26-årige datter ikke får et forhold til sin far.

Selvom Linse synes, det er ærgerligt at Geggo har droppet kontakten til sin far, så respekterer hun, at det er hendes valg.

– Vi har snakket rigtig meget om det, men det er hendes valg. Jeg synes, det er ærgerligt, men jeg kan ikke tvinge noget ned over hovedet på hende, forklarede Linse.

Geggo selv har på sin blog fortalt, hvordan hendes far var ved at smadre sit eget liv med et stofmisbrug.

– Da jeg blev født, skete der en masse ting, jeg ikke helt er klar over. Men jeg ved, at det endte med, at min far begyndte at tage stoffer, og min mor nægtede ham at se mig, skriver hun.

- Han fik et par chancer til at passe mig, før stofferne tog over, men han brændte dem (chancerne, red.), og min mor slog hånden i bordet og kaldte sig selv både far og mor herfra, fortsætter Geggo.

I dag har hun selv stiftet sin egen familie, og hun er fast besluttet på, at datteren Alba skal vokse op i kernefamilie med mor og far.

SE og HØR har været i kontakt med Geggo, som ikke ønsker at kommentere sit nuværende forhold til Sonny.

Læs hele historien om Geggos forhold til sin far i denne uges SE og HØR.

Sponsoreret indhold