Pierre-Emile Højbjerg er blevet far
Til dagligt slår den unge fodboldkomet, Pierre-Emile Højbjerg, sine folder i Southampton, hvor han kæmper for at få spilletid i den bedste engelske liga, Premier League.
De næste dage har den 22-årige fodboldstjerne dog fået fri fra klubben.
Han er derfor rejst til Danmark, og det er der en helt speciel grund til.
Pierre-Emile Højbjerg er nemlig blevet far til sit første barn.
Det afslører hans kæreste, Josephine Siw, på sin Instagram-profil.
Her har hun delt et billede af parret, der er på vej hjem fra Rigshospitalet med deres nyfødte datter.
Senere har hun altså også delt et billede af den lille pige, der ser lige så skøn ud som sine forældre.
Det var tilbage i marts, Josephine Siw og Pierre-Emile Højbjerg afslørede, at de skulle være forældre.
De to nybagte forældre har officielt været kærester i lidt over to år, og har angiveligt mødt hinanden gennem Nicklas Bendtner.
Josephine Siw er nemlig lillesøster til Caroline Flemings tidligere barnepige.