Silas efter skilsmissen: - Huset skal sælges
Det var lidt af en bombe og en chok-melding, da et af landets hotteste homo-par, skuespilleren og sangeren Johannes Nymark og danseren og skuespilleren Silas Holst, den 5. december afslørede, at de skal skilles.
De to har været sammen i syv år - heraf fire som ægtefolk.
Imellem de to - på den gode måde - står deres fælles veninde, Louise Mahnkopf, som er mor til deres to børn, Maggie My på tre år og Bob Jones, der runder et år den 7. januar.
De har i de sidste mange år levet i lykke og harmoni som en rendyrket regnbuefamilie.
Rammen om deres tilværelse med børn og hund har været en stor villa i tre etager i Brønshøj.
Men med skilsmissen er det kapitel slut - de skal alle væk fra deres hidtidige fælles base.
Silas: - Vi flytter alle ud af villaen i Brønshøj
Det fortæller Silas Holst i et interview med den udgave af BILLED-BLADET, der ramte kioskerne onsdag.
Huset i Brønshøj, hvor Louise Mahnkopf har resideret på de to øverste etager, mens Silas og Johannes har boet i stueetagen, skal sælges.
Alle tre forældre skal på boligjagt og finde hver deres bolig - men i samme område.
- Vi vil gerne finde noget nyt, hvor vi stadig bor tæt på hinanden, men har hver sit. Vi bliver jo ved med at være en familie, siger Silas Holst til BILLED-BLADET.
Han er afklaret omkring skilsmissen og ser tilbage på ægteskabet med positive øjne.
- Jeg har haft en vidunderlig tid med Johannes - den vil jeg aldrig fortryde, og vi har fået to skønne unger, siger Silas Holst til BILLED-BLADET.
Der er styr på fremtiden som skilsmissefamilie.
- Vi er stadig far og far og mor, og vi skal spise middage sammen, og vores børn skal nok få et harmonisk liv, siger Silas Holst til BILLED-BLADET.
Han og Johannes Nymark offentliggjorde deres brud i næsten enslydende i opslag på Instagram og Facebook.
- Livet er fuldt af udfordringer og op- og nedture. Det er fuldt af kærlighed, sorg, travlhed og alt muligt andet som gør, at det ikke altid flasker sig som vi havde forestillet os det. Silas og jeg har valgt at skilles som kærester og ægtemænd- men vi bliver sammen som tætte venner og ikke mindst som forældre til vores to fantastiske børn. Den gnist, der holdt os sammen som par, er på udramatisk vis og uden indblanding fra en tredjepart, forsvundet. Børnene skal skånes og vi ønsker plads til at finde den rigtige plads til os selv og vores lille familie. Det beder vi alle om at respektere, skrev Johannes Nymark på Instagram og Facebook.
Du kan se de kommende eksmænds opslag om skilsmissen herunder: