Trine Dyrholm efter Bodil-rekord: Det går jeg ikke op i
Skuespillerinden Trine Dyrholm vandt lørdag aften en bodilstatuette for bedste kvindelige hovedrolle for sit arbejde i filmen "Kollektivet".
Prisen betød samtidig, at den populære skuespillerinde tog titlen som den mest prisvindende skuespiller i Bodilprisens 70 års lange historie.
Men det prøver "Arvingerne"-skuespillerinden ikke at lade sig imponere af.
- Jeg synes, det er noget mærkeligt noget, at jeg har flest priser. Det går jeg ikke så meget op i, siger hun og fortsætter:
- Det der med at have fået mange priser har måske også noget at gøre med, at man har haft en masse muligheder i nogle år, hvor der måske ikke var så mange kvinderoller, siger Trine Dyrholm efter prisuddelingen.
Hun understreger dog, at hun sætter stor pris på Bodilprisen og den tilhørende anerkendelse.
- Jeg er oprigtig glad for prisen, for jeg havde virkelig ikke regnet med at få den. Bodilkomitéen er ofte kendt for at gøre nogle andre ting, i forhold til hvordan det ellers har set ud i filmbilledet.
- Nu fik jeg jo en Robert, så derfor er jeg også glad for, at de ville give mig den her pris, siger skuespillerinden.
Trine Dyrholm vandt første gang en bodilstatuette i 1991. Dengang var det for bedste kvindelige hovedrolle i "Springflod".
I alt har hun vundet en Bodilpris for bedste kvindelige hovedrolle fem gange, mens hun en enkelt gang har vundet en Bodilpris for bedste kvindelige birolle.
Filmen "Kollektivet" er instrueret af Thomas Vinterberg.
Trine Dyrholm slår Robert-rekord med statuette nummer ni
Her er vinderne af årets bodilpriser:
* Bedste film: "I blodet" instrueret af Rasmus Heisterberg.
* Bedste kvindelige hovedrolle: Trine Dyrholm.
* Bedste mandlige hovedrolle: Søren Malling.
* Bedste kvindelige birolle: Victoria Carmen Sonne.
* Bedste mandlige birolle: Lars Mikkelsen.
* Bedste ikke-amerikanske film: "Min far Toni Erdmann" instrueret af Maren Ade.
* Bedste amerikanske film: "The Revenant" instrueret af Alejandro González Iñárritu.
* Bedste fotograf: Maria von Hausswolff.
* Bedste dokumentarfilm: "The War Show" instrueret af Andreas Møl Dalsgaard og Obaidah Zytoon.
* Bedste manuskript: Christian Tafdrup for "Forældre".
* Sær-Bodil: Christina Rosendahl.
* Æres-Bodil: Henning Jensen.
* Henning Bahs-prisen: Jette Lehmann.
* Streamingprisen: "Flaskepost fra P" instrueret af Hans Petter Moland og nomineret af Viaplay.
Kilder: Danske Filmkritikere.
/ritzau/