Nyheder22. marts 2017

Ukraine nægter russisk Eurovision-deltager indrejse

Ukraine nægter den russiske deltager til Eurovision indrejse i landet efter Krim-besøg
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/main-pic.jpg
 PR-foto

Ukraine har nægtet Ruslands deltager til Eurovision adgang til landet. Det skriver Reuters.

Ukraine afholder i år Eurovision efter at have vundet sidste års konkurrence i Stockholm.

Her var det sangerinden Jamala, der triumferede med nummeret "1944".

Ifølge Reuters nægter Ukraine den russiske deltager indrejse i landet, fordi den russiske deltager har besøgt halvøen Krim, der er annekteret af Rusland.

Rusland og Ukraine er i en slet skjult væbnet konflikt, hvor Rusland har støttet oprørsgrupper i Ukraine.

Det er den 27-årige sangerinde Julia Samoylova, som russerne har valgt til at repræsentere landet.

- Julia Samoylova er en af utallige russiske kunstnere, som er blevet bedt om at give koncert på Krim i løbet af de seneste år, hvor halvøen de facto har tilhørt Rusland.

- Men hvis man besøger Krim uden, at det er foregået gennem den officielle, ukrainske grænseovergang - som Julia Samoylova har gjort - så har man opholdt sig illegalt på ukrainsk territorium og kan derfor i henhold til ukrainsk lovgivning enten blive afvist eller anholdt, når man lander i kiev, har Matilde Kimer, DRs Ruslands- og Ukrainekorrespondent, tidligere fortalt til DR.

Sponsoreret indhold