Syg Kia på hjemmebesøg: - Jeg kunne ikke klare det og blev kørt retur
Men familieforøgelsen var ikke kun en lykkelig og glædelig begivenhed for parret, der blandt andet er kendt fra reality-programmet ”Kongerne”.
For ikke nok med at sønnen Marcus brækkede skulderen under fødslen, så er Kia nu indlagt på psykiatrisk afdeling med en svær fødselsdepression.
Her har 27-årige Kia været siden oktober, og det er ikke mange gange i løbet af en uge, at hun har mulighed for at se sønnen Marcus eller kæresten Walid, der nu passer søn og hjem fuldtid.
Men nu er den unge mor så småt ved at lære at være i ”hjemlige rammer” igen. Hun er således begyndt at træne i at være på orlov hos sin søn og kæreste og overnatte i hjemmet. Første nat måtte hun dog erkende, at det blev for hårdt.
Kia måtte opgive at være hjemme og blev i stedet kørt tilbage til afdelingen. Det fortæller hun på sin Instagram-profil, hvor hun igennem hele sin indlæggelse har talt åbent og ærligt om dét at være syg.
- Det er også præcis 6 måneder siden i dag, at jeg fødte Marcus og over 5 måneder siden jeg blev indlagt. Så det sidste halve år har budt på mange ting, både op og nedture, fortæller Kia på Instagram.
Reality-deltageren tilføjer, at hun ”ikke kunne overskue at være sammen med familien” alligevel”.
- Jeg blev ked af det, fortæller hun ærligt på Instagram.
Kia ved stadig ikke, hvor længe hun skal være indlagt, for medicinen har stadig ikke den ønskede effekt. Faktisk har medicinen haft så ringe en effekt på Kia, at lægerne på den psykiatriske afdeling har tilbudt hende elektrochokbehandling.
Elektrochokterapi er en behandling, hvor man får ført en svag elektrisk strøm gennem hjernen, mens man er i narkose. Behandlingen kan være yderst effektiv for patienter, der er depressive.
Kia vil dog gerne se, om hun kan få det bedre med hjælp fra andre metoder, blandt andet motion, som også har en gavnlig effekt på sindet. Det har hun tidligere fortalt på sin Instagram-profil:
- Jeg er blevet vurderet at jeg skulle prøve ECT, da medicinen ikke har den største effekt. Jeg er overhoved ikke glad for tanken og har takket nej i første omgang og prøver nu med lidt mere motion, det skulle have en god effekt på psyken. Så i dag runde jeg de 13000 skridt, skrev Kia på sin Instagram-profil, hvor hun de sidste mange måneder har fortalt åbent og ærligt om sin situation.
Også i et større interview med Ude & Hjemme har Kia sat ord på sin situation og om dét at være uddannet sygeplejerske og pludselig blive en patient i sit eget fag.
I interviewet fortæller Kia, at hun allerede under graviditeten mærkede, at noget var galt. Hun var hele tiden bange for, at der ville ske hendes baby noget. Det var endda så grelt, at hun nærmest ikke turde spise af frygt for, at hun spiste noget forkert, der ville skade babyen.
Under den dramatiske fødsel brækkede Marcus skulderen, og herefter gik det bare mere og mere ned ad bakke for den nybagte mor.
Kia og kæresten Walid. Foto: All Over
- Jeg græd næsten hele tiden, og jeg syntes ikke rigtig, jeg kunne lide Marcus. Jeg tænkte: Hvornår kommer de og henter ham. Jeg var så udmattet og træt, og jeg græd hele tiden. Når Marcus græd, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde heller ingen følelser for ham, fortæller Kia i det store interview med Ude & Hjemme.
Til sidst var hendes læge ikke i tvivl: Kia måtte indlægges, både for sin egen og for Marcus’ skyld. Siden oktober har hendes faste base således været den psykiatriske afdeling, og imens har hun set Marcus, når hun har været på udgang, eller de har været på besøg.
I dag er det farmand Walid, der har overtaget barslen.
Kia Sødergreen - februar 2017