Reality16. oktober 2023

Virkede "Flokken"-Quark bekendt? Her har du set hende før

Hanne Buhl tonede i aftes frem i TV 2-programmet "Flokken", men det er ikke første gang, hun har været på skærmen
50-årige Hanne "Quark" Buhl har været med i et andet realityprogram. 
50-årige Hanne "Quark" Buhl har været med i et andet realityprogram.
 Foto: TV 2/Lotta Lemche

I går tog 10 danskere hul på et overlevelseseventyr i den bulgarske ødemark, da TV 2 blændede op for deres nye realitysatsning ”Flokken”.

Og hvis du sad derhjemme i sofaen og syntes, Hanne, med øgenavnet Quark, virkede bekendt, men ikke rigtigt kunne erindre, hvor pokker du har set hende før, får du svaret her.

Det er nemlig ikke først gang, Hanne er i fjernsynet. For 20 år siden medvirkede hun i realityprogrammet ”Farmen”, som blev vist på TV3 i begyndelsen af 00’erne.

Det skriver SjællandskeNyheder.

Deltager Hanne Buhl
Hanne "Quark" Buhl tonede første gang frem på skærmen, da hun i 2004 medvirkede i "Farmen".
 Foto: Linda Johansen/Ritzau Scanpix

Hanne følte sig draget af eventyret, da hun meldte sig til TV 2’s nye realityshow, men det var særligt én detalje ved ”Flokken”, som i særdeleshed tiltalte hende.

- Konceptet med, at der ikke skulle stemmes nogen hjem, tiltalte mig rigtig meget. Jeg synes, der er alt for meget reality-tv, hvor det handler om at finde en syndebuk, der skal stemmes ud.

- Her er det helt modsat. Her handler det om at være samlet i flok, fortæller hun til avisen.

I første afsnit fortæller Hanne, at hun har fået øgenavnet Quark af sin hustru Heidi. I følge Hanne havde de ikke været gift særlig længe, før hun begyndte at prutte i sengen og generelt være upassende.

Det gav mindelser om den lille tegneseriefyr fra Valhalla, og øgenavnet har klæbet til Hanne lige siden.

Sådan forløber "Flokken"

I den første fase er alle ti deltagere overladt til sig selv i det enorme bjergområde. De må bruge alt, de kan finde i området - også efterladte, menneskeskabte ting. Men tag ikke fejl; området er lige så farligt, som det er smukt, og deltagerne skal hurtigt beslutte sig for, om de vil slå lejr, eller om de vil ud for at søge efter de andre.

Hvad sker der, når deltagerne møder hinanden? Og hvordan udvikler gruppen sig i takt med, at flokken samles?

Der vil løbende blive kastet nødhjælp ned til deltagerne. De ved dog aldrig, hvad nødhjælpen består af; det kan være alt fra mad til gear eller information. De ved kun, at rejsen hen til nødhjælpen kan være hård.

I den anden fase bliver evakueringen skudt i gang. Alene eller i flok skal de lokalisere mødestedet, hvor de vil modtage det nødvendige udstyr og information til at finde ud af vildmarken. Men tiden er knap. For inden længe bliver evakueringen indstillet, og dem, der ikke når frem i tide, risikerer at blive efterladt.

På den sidste og tredje del af rejsen, fase tre, skal deltagerne medbringe en meget tung redningsflåde. De skal sammen fragte den uhåndterlige bagage gennem det farlige terræn og vil blive udfordret både fysisk og psykisk. Det er nu, fællesskabet for alvor skal stå sin prøve.

Hvem vil i sidste ende krydse den store flod og nå ud af ødemarken? Dem, der når i mål, kan sammen åbne cylinderne med de ukendte beløb og dele den indsamlede præmiesum.

Sponsoreret indhold