
Svend uenig med Thomas Blachman: - Et spøjst syn

LÆS OGSÅ: Thomas Blachman afslører: Nyt tv-program på vej
Ved fredagens kvartfinale af "X Factor" sang Svend sig direkte videre til semifinalen.
Her optrådte han med "Kender du det" af Søren Kragh-Jacobsen, men sangvalget var bestemt ikke hans idé. Faktisk kendte han slet ikke til nummeret, og han var for første gang uenig med Blachman.
Det fortalte han, da SE og HØR talte med ham efter programmet.
- I starten var jeg skeptisk. Det er lidt en gammel sang og et lidt et spøjst syn på ungdommen, lød det fra Svend.
Den unge solist valgte dog alligevel at give Blachmans idé en chance.
- Men så da vi begyndte at lege med tracket, og jeg begyndte at sætte mig ind i det, synes jeg, det var naturligt og virkelig fedt at synge, fortalte Svend videre.

Lowkey-fedt
Sangvalget overraskede da heller ikke kun seerne, der sendte ham direkte videre til en plads i semifinalen.
De to "X Factor"-dommere, Simon Kvamm og Oh Land, havde også kun ros til overs for Svends fortolkning af 70'er-hittet.
- Tillykke med et styks enormt vellykket kulturopførsel. Det er virkelig en fin måde at tage den her kæmpe sang videre, lød det fra Simon Kvamm, der ligesom Svend var tvivlsom over valget, mens Oh Land sagde:
- Jeg har det som om, jeg røg ned i kaninhullet med 'Alice i eventyrland'. Jeg ved ikke helt, hvad det var. Men du ejede det med autoritet. Du gjorde, at alt det her weird blev 'lowkey-fedt', som man siger i din generation.
