Glenn Bech om forholdet til Irina Olsen: En uforklarlig magnetisme

LÆS OGSÅ: - Alt for meget reality

Selvom både Irina Olsen og Glenn Bech gjorde en ihærdig indsats for at redde hans tilstedeværelse i ”Spillet”, så blev onsdag aften endestationen for forfatteren og psykologen. Men en ting, der ikke sluttede, er det gode forhold til Irina.

- Vores forhold i dag er godt. Vi har lavet en dansevideo sammen, og vi skriver sammen en gang imellem og sender talebeskeder til hinanden.

- Og vi hjælper hinanden og støtter hinanden til at forstå den medievirkelighed, vi befinder os i, fortæller Glenn Bech til SE og HØR.

Selvom de ikke kendte hinanden, da de trådte ind i ”Spillet”, så faldt de i hak med det samme.

- Der var en uforklarlig magnetisme mellem os, vi slappede bare af sammen. Hun er både helt anderledes og meget lig mig, afslører Glenn, der også stadig har kontakt til Anna og Oliver og Astrid.

Da han forlod ”Spillet”, var det med blandede følelser.

- Det var en ret stor lettelse, for jeg brugte så meget energi på at være derinde og være social med de andre, siger forfatteren og psykologen til SE og HØR.

Samtidig havde hans konkurrencegen svært ved at erkende nederlaget.

- Jeg spillede spillet og ville gerne komme så langt som muligt.

- Det kan godt være, at man aflæser min forsigtige facon som om, at jeg ikke spiller. Men jeg bruger bare de kort, jeg har. Og jeg er nok bare mere den eftertænksomme og observante type, siger Glenn Bech.

Da han genså programmerne, var der dog en ting, der irriterede ham.

- Jeg kan godt ærgre mig en lillebitte smule over, at jeg ikke brugte nogle penge på at tage chancen.

- Jeg var jo en stemme fra, at det var Boldsen, som var røget ud, og så kunne jeg have dannet gruppe med Irina og de andre og formentlig have fået et par dage mere inde i huset, vurderer Glenn Bech i dag.

Og så fortæller han med et grin, at han faktisk endte ganske højt på podiet.

- I min optik blev jeg næsten nummer to i ”Spillet”. Fordi ud af de oprindelige, så er det jo kun Boldsen, der overlever længere tid end mig, og det hæfter jeg mig ved, siger han med henvisning til, at de andre medspillere har været en tur i kælderen, inden de atter endte i overetagen.

Alt i alt kan han stå ved sin optræden i ”Spillet”, men set i bagklogskabens lys skulle han være trådt i karakter noget tidligere, og så har han erfaret, at han ikke savner den dynamik, der ofte opstår på arbejdspladser og i klasselokalet.

- Jeg blevet klogere på, hvordan jeg håndterer tingene, og hvor stresset, jeg kan være, når jeg er i situationer, som handler om hierarki og roller. Det der primitive sociale noget, som foregår på alle mulige arbejdspladser i hele verden, det er sådan nogle følelser, jeg har været forskånet for i mange år, fordi jeg bare arbejder selv.

- Jeg kunne mærke i ”Spillet”, at det ikke er nogle følelser, jeg savner og ikke nogen, jeg kommer til at opsøge frivilligt, siger psykologen og forfatteren.