Streaming7 timer siden

Har du fået set ugens hit? Danskerne kan ikke få nok af "Naboen fra helvede"

I TV 2’s dokumentar ”Naboen fra helvede” er naboerne Markus Hvass og Simon Larsen i Odsherred i kæmpe krig med hinanden, og det er noget for de danske tv-seere
Det er fra den ene yderlighed til den anden i "Naboen fra helvede".
Det er fra den ene yderlighed til den anden i "Naboen fra helvede".
 Foto: TV 2 Danmark

LÆS OGSÅ: Det vælter ind med vrede beskeder til Odsherreds borgmester efter "Naboen fra helvede"

Seerne kan simpelthen ikke få nok af "Naboen fra helvede".

Tæt på en million danskere så med, da TV 2 i sidste uge havde premiere på den opsigtsvækkende dokumentarserie om det naboskab, som absolut ingen drømmer om.

Det viser sidste uges seertal fra Nielsen, der også slår fast, at TV 2 med "Naboen fra helvede", "X Factor" og "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed" indtager de tre øverste pladser over de 20 mest sete danske tv-programmer.

Helt nøjagtigt så 379.000 seere med, da "Nabo"-dramaet blev vist på flow onsdag i sidste uge, mens 546.000 efterfølgende har set første afsnit på demand.

I hælene på de 925.000 seere af "Naboen fra helvede" kommer "X Factor", der har trukket 860.000 seere.

Først på en fjerdeplads lander DR med "Tillykke, I skal have tvillinger", der fik 667.000 til at zappe over på Danmarks Radio.

Andet afsnit om den intense nabostrid mellem Markus Hvass og Simon Larsen, der ikke kan blive enige om, hvordan minigolfbane og selvforsynende harmoni med naturen skal gå hånd i hånd, blev sendt i dag onsdag.

Siden optagelserne til ”Naboen fra helvede” stoppede i slutningen af sidste år er situationen mellem de to naboer stadig, at de ikke må kommunikere med hinanden.

Naboen, der er imod minigolfparken, Markus Hvass har et polititilhold, der gælder både Simon Larsen og hans virksomhed. Det fik han i 2023, men det er et tilhold, som Markus Hvass ikke anerkender præmissen for, da han ikke mener, man kan have et polititilhold mod en virksomhed.

Borgmesteren i Odsherred, hvor nabohelvedet udspiller sig, kunne i forbindelse med et besøg i onsdagens Go' Aften Live fortælle, at hun har modtaget et væld af beskeder fra borgere, der enten er vrede på Markus, Simon eller kommunen.

- Vi har ikke så mange handlemuligheder som kommune, siger hun og tilføjer:

- Det er ikke kommunens rolle at være konfliktmægler i det.

"Naboen fra helvede" kan streames på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold