Hele Danmarks snakke-, sludre- og taleradio r8Dio hopper på Pluto TV
LÆS OGSÅ: Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm er tilbage
Radiodirektør Klavs Bundgaard og programchef Allan Sindberg var i hopla, da de mandag aften dukkede op på den gule løber på Bremen i København.
Her var der nemlig lagt op til stor fest i forbindelse med premieren på showet "Live i Gulvhøjde", der en gang for alle slår fast, at hele Danmarks snakke-, sludre- og taleradio er klar til at bevæge sig ud over lydmediets grænser.
Og det er nok ikke helt tilfældigt, at Klavs Bundgaard har valgt at indgå et samarbejde med den gratis streamingtjeneste Pluto TV.
Kulturkongen fra Skuldborg har nemlig kæmpet en hård kamp for at få Allan Sindberg tilbage til r8Dio, efter han tidligere på året forlod radioen pludseligt til fordel for en rolle som talkshow-vært i "Den Gule Sofa".
Programmet har siden premieren formået at slå alle seerrekorder på streamingtjenesten, og det har fået Klavs Bundgaard til at tænke i kreative synergeringsaftaler, der kan komme alle til gode. Således kan r8Dio-fans se frem til yderligere to sæsoner af "Den Gule Sofa", hvor Klavs Bundgaard også selv kommer til at medvirke.
Kom tæt på dem
- Keep your enemies close, ikke også, siger Klavs Bundgaard, da SE og HØR møder ham og Allan Sindberg på Bremen mandag aften.
- Vi vidste godt, du ville komme, faktisk. Så jeg sad og scrollede ned ad listen og tænkte: 'Hvor fanden er SE og HØR'. Dér var I. I er stadigvæk de vigtigste, lyder de rosende ord fra Bundgaard, der heller ikke er bleg for at uddele råd til, hvordan SH.dk kan blive endnu skarpere.
- Når vi er afsted, så har vi jo været på det der værtshus (Rio Bravo i København red.), hvor man kan spise hakkebøf sent om natten. Hvis I skal have gode idéer og fifs. Der sidder politikere og alle mulige typer. Så sidder man bare og lytter. Så får man fandme mange fifs.
- Og ellers så er det jo noget med, at hvis du har en modstander, så kom tæt på dem.
Den strategi har gjort direktøren så selvsikker, at han ikke længere er bekymret for, om smørstemmen skulle finde på at smutte over til et andet medie - igen.
- Jeg vil sgu sige, at hvis Allan har lyst til noget... Nej, det mener jeg fandme, Allan, siger Klavs Bundgaard til sin programchef og understreger igen, at både SE og HØR og Allan Sindberg skal "keep your enemies close. Altså, close. Ikke tøj. Clothes. Close. Fandme ja."
Hvad er r8Dio?
Det er komikerduoen Brian Lykke og Kasper Nielsen, der står bag den prisvindende podcastserie "Undskyld Vi Roder", der handler om opstarten af den fiktive radio, r8Dio. Her følger vi karaktererne Allan Sindberg (Lykke) og radiodirektør Klavs Bundgaard (Nielsen), i deres bestræbelser på at få endnu en dansk taleradio stablet på benene.
R8Dio byder også på en lang række andre programmer som "Kirsten ringer til Rasmus" med Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun samt teknikchef Rune Ingemanns (spillet af Jakob Schnohr Ingversen) "Puttetid" og "Danser med Hugorm".