Johnny Depp på Cannes: - Jeg kan ikke blive boykottet
LÆS OGSÅ: Vild hyldest: Johnny Depp i tårer efter stående ovation
Hvis der er noget, Hollywood elsker mere end noget andet, så er det et godt gammeldags comeback, og hvis nogen har gang i netop det for tiden, så er det den 59-årige Johnny Depp.
Efter sidste års store juridiske drama, hvor "Pirates of the Caribbean"-stjernen vandt injuriesagen over ekskonen Amber Heard, er Depp nemlig begyndt at få gang i karrieren igen.
For selvom den opsigtsvækkende retssag resulterede i, at der kom vilde detaljer ud om Johnny Depps og Amber Heards vanvittige forhold, så har chefen for dette års Cannes Filmfestival ikke kunnet se nogle problemer ved, at Depp spiller hovedrollen i en af de film, der i år vises på den prominente filmfestival.
– Jeg ved ikke noget om Johnny Depps image i USA. Jeg går op i Johnny Depp som skuespiller, lød det fra Thierry Fremaux til årets første Cannes-pressekonference.
Onsdag dukkede Depp så op på den store festival for at repræsentere filmen "Jeanne du Barry", som er instrueret af den franske instruktør Maïwenn, og hvor Depp spiller rollen som den franske Ludvig XV.
Kan ikke boykottes
Den amerikanske filmstjerne fik da også mulighed for at sætte ord på tiden efter det heftige retsdrama, da han - efter 42 minutters forsinkelse - langt om længe dukkede op til pressekonferencen for sin nye film.
– Når du bliver bedt om at træde væk fra en film på grund af noget, der blot er en flok vokaler og konsonanter, der svæver i luften, så føler du dig boykottet, lød det fra Depp, da han endelig mødte pressen onsdag.
– Føler jeg mig boykottet nu? Nej, overhovedet ikke. Jeg føler mig ikke boykottet af Hollywood, fordi jeg ikke tænker på Hollywood. Jeg har ikke brug for Hollywood længere.
Filmens instruktør påstår, at heller ikke hun har tænkt meget over den potentielle skandale, der lå i at hyre Depp til at spille den franske konge.
– Jeg ved ikke noget om, hvad folk siger, slog hun fast og afslørede, at heller ikke Netflix, som har skudt penge i filmen, havde noget negativt at sige om valget af den kære Johnny.
Vild hyldest
Indtil videre har filmen vist sig at være en massiv succes for Johnny Depp, som umiddelbart efter filmens Cannes-premiere modtog en syv minutter lang stående ovation.
"Jeanne du Barry" handler om forholdet mellem den franske konge og elskerinden Jeanne du Barry, en ung arbejderklassepige, der på snild facon formår at kravle op gennem Frankrigs sociale hierarki, hvor det er Maïwenn selv, der har rollen som Depps elskerinde.
"Jeanne du Barry" forventes at have premiere på Netflix. Den officielle premieredato er fortsat ukendt.
Se traileren til "Jeanne du Barry" her: