Lise Rønne skal være vært på "Forræder": Men hvad går det egentlig ud på?
LÆS OGSÅ: Lise Rønne afslører: Vender tilbage som vært på TV 2
Du har hørt "Paradise Hotel"-deltagere gentage den samme sætning om og om igen: "Jeg spiller spillet".
Men når det nye realityprogram "Forræder" får premiere til efteråret, er der et spil, der skal spilles så intenst, at det kommer til at føles som en opsvulmet Agatha Christie-roman.
Den 44-årige Lise Rønne kunne onsdag afsløre, at hun vender tilbage til skærmen, når det nye krimimysterium lander senere på året, og her skal den tidligere X Factor-vært bære rollen som den såkaldte spilleder.
Programmet er baseret på den oprindelige tyske version "De Verraders" og har også været produceret i både USA; Australien, England, Belgien og Holland.
Løgne og manipulation
Den store konkurrence udspiller sig på et imponerende slot, hvor 18 kendte danskere er blevet hemmeligt udvalgt til at spille spillet enten som loyal eller som forræder.
Der kommer med andre ord til være løgne, manipulation, forvirring og knive i ryggen, når der skal spilles om den store premierepulje, der i den amerikanske udgave lød på 1,7 millioner kroner.
- Det er, hånden på hjertet, det mest nervepirrende og skidehamrende sjove program, jeg kan huske at have lavet.
- Det involverer likvideringer, kidnapninger, kutter, konspirationsteorier, ja, voksne mennesker, der leger amok, og det er der jo så ufatteligt meget godt at sige om, lød det onsdag fra Rønne om det kommende program.
Her går det ikke ud på at besidde en enorm paratviden eller kunne overleve i vildmarken. I stedet skal deltagerne besidde evnen til at se igennem en god gammeldags løgn.
Og det er altså ikke helt så let, som du måske tror, det er, skal vi hilse at sige.
Vi er kærester!
For har man været heldig nok til at kunne kaste sig over "The Traitors", så har man også været vidne til realitydrama på et "Ex On the Beach"-lignende niveau, som Den of Geek blandt andet har kaldt for noget af "årets bedste tv-drama".
Har TV 2 valgt at følge den udenlandske opskrift, skal vi forvente at par sløve afsnit til at begynde med, men herfra skulle det så også gerne tage massiv fart.
Deltagerne får i løbet af deres ophold dannet relationer og venskaber, som pludselig sættes på prøve, for hvem er det egentlig, der lyver, og hvem er forræderen?
Det gik eksempelvis ikke helt efter planen, da den engelske skuespillerinde Alex og tryllekunstneren Tom afslørede, at de var faktisk var kærester og ikke havde været ærlige omkring den del af deres relation.
Det resulterede i, at der blev råbt, grædt og personer stormede ud af lokalet. Ekstra hysterisk morsomt var det, at en af de andre deltagere, Matt, måtte se skuffelsen i øjnene. Han troede nemlig lidt på, at han havde skabt en romantisk relation til den blonde Alex.
Om den danske version kan blive lige så dramatisk, må tiden vise. Det bliver i hvert fald særligt spændende at finde ud af, hvilke danske kendisser, der har sagt ja til at medvirke.