Mads Mikkelsen laver film sammen med Beyoncé
LÆS OGSÅ: Kendisdatter Blue Ivy Carter scorer nyt job i Hollywood
En ny omgang af "Løvernes konge" ser meget snart dagens lys, når "Mufasa: The Lion King" har biografpremiere senere på året.
Filmen er en prequel til liveaction-filmen "Løvernes konge" fra 2019 og også denne gang er rollelisten spækket med store navne - inklusiv et dansk navn.
Den 58-årige Mads Mikkelsen medvirker nemlig i den amerikanske udgave af filmen, hvor også stjerner som Seth Rogan og Beyoncé lægger stemme til.
Den danske "Hannibal"-stjerne spiller ifølge Variety rollen som Kiros - en løve med store planer, mens Beyoncé endnu en gang spiller løvedronningen Nala.
Mads Mikkelsen har efterhånden medvirket i en lang række store hollywoodfilm.
I 2006 portrætterede han blandt andet James Bond-skurken Le Chiffre i Bond-filmen "Casino Royale". Derudover har den danske superstjerne også sikret sig en plads i Marvel-universet, da han i 2016 spillede skurken Kaecilius i "Doctor Strange".
Den kommende Disney-film om løvernes konge instrueres af den Oscar-vindende "Moonlight"-instruktør Barry Jenkins.
"Mufasa: The Lion King" har premiere i de danske biografer den 19. december.
Se traileren til "Mufasa: The Lion King" her: