jay
Nyeste artikler om jay
Jay køber luksuslejlighed på Bryggen
Beyoncé fik kejsersnit
Nik og Jay: Blander sig i amme-debatten
Nik og Jay: Indtager Tyskland med megastjerne
Jay: Sælger lejligheden
Jay: Vildt forelsket
Alphabeat: Får besøg af Nik & Jay
Nik blev grebet i skridtet
Jay: Ferie ved tankernes kraft
Caroline Wozniacki: Vildt forelsket
Caroline Wozniacki: Hed flirt
Popduoen Nik & Jay tordnede ind på hitlisterne i 2002 og gik langsomt, men sikkert fra at være mange danskeres hadeobjekt nummer ét til at modtage en ærespris af selveste statsministeren for deres bidrag til den danske musikscene små ti år senere. Historien om Niclas og Jannik fra Værløse er da også på mange måder todelt. De er vokset op sammen, har gået i skole sammen, lavet musik sammen, turneret sammen og boet sammen i flere år. Og det stopper nok ikke lige foreløbig.
Der var en flok skatere, der gjorde hverdagen til en fest i den lille sjællandske forstad Værløse, og Jay var en af dem. Nik stod dengang kun på rulleskøjter og var derfor ikke ligeså cool som Jay - syntes han selv. Jay gik på en anden skole end Nik, samlede på fisk til sit akvarium og var lidt mere nede på jorden. Men Nik så noget i ham, og så begyndte de at feste sammen.
- Nik og hans venner drak rimelig meget igennem. Nik hørte jo punk, og ville nok gerne være lidt vildere end han i virkeligheden var. Vi kommer jo fra nogle ret pæne hjem. Men jeg kunne skate og Nik kunne holde fest, så vi var en god kombination, har Jay fortalt til Ekstra Bladet om det dengang spirende venskab.
Tidligere havde de to drenge også spillet fodbold sammen, men det var først, da de begyndte at lave musik sammen og stille op til DM i Rap, at grundstenen til den dynamiske bling-bling-duo, Nik & Jay, blev støbt.
Deltagelsen i DM i rap var dog på ingen måde en succes. Jannik og Niclas stillede op i 1998 og 1999 under navnet "Bagmændene", og udgav også flere sange under det navn – men de sange har drengene for længst fået til at forsvinde. Drengedrømmen om at blive professionelle musikere levede dog videre, og senere relancerede de sig som popduoen Nik & Jay – med kæmpestore armbevægelser, bandana og diamanter i ørerne.
Efterfølgende flyttede de ind i et billigt studie i Vanløse sammen med de to jævnaldrende producere, Jon Andersson Ørom og Johannes Jules Wolfson (Jon & Jules), som de stadig arbejder sammen med i dag.
Jay havde haft forskellige jobs i teenageårene, blandt andet som postbud, og imens ”nana-nana-Nik & Jay-ay-ay”-hysteriet så småt tog sin form i Danmark, gjorde han samtidig rent i en børnehave i Rødovre. Her foretrak han de sene vagter om natten, så ingen andre så ham arbejde.
Ikke engang den daværende kæreste fortalte han om rengøringsjobbet. Et årti og masser af kommerciel succes senere har Jay kun latter og hovedrysten tilovers for historien.
- Vi var rockstjerner oppe i hovedet, før vi var det. Det var vi nødt til at være. Man skal kunne se det for sig, ellers sker det ikke, lød det fra Jay i Euroman i 2011.
Inden de slog igennem som de rockstjerner, de selv syntes, at de var, forsøgte duoen sig også med bredere og mere triviel pop: nemlig i dansk Melodi Grand Prix. Her stillede de op som boyband sammen med to andre ukendte fyre og endte med at blive nr. 11, hvor kun 10 kom med til selve grand prix’et.
Det lader dog ikke til, at Nik & Jay er specielt stolte over deres medvirken. Produceren Chief 1 var med i projektet, og efter sigende skulle alle spor fra den hemmelige Grand Prix-sang være slettet fra arkiverne, sagde Chief 1 portrætprogrammet "Historien om Nik & Jay".
Men uanset hvad man syntes om fænomenet og jantelovs-haderne Nik & Jay, kunne deres succes ikke diskuteres. Kæmpehits som ”Hot”, ”Boing!”, ”Kan du høre hende synge” og ”Lækker” var allevegne, og hvor end drengene gik, skulle de skrive autografer til kåde teenagepiger.
Nik & Jay kunne med andre ord ikke træde forkert, og pludselig var stort set hele familien Danmark – fra teenager til bedstemor – med på teksten til sange som ”En dag tilbage”.
- Vi er i en situation lige nu, hvor vi godt kan finde på at sige nej til et job til 200.000 for 20 minutter, udtalte Jay for eksempel til B.T. i 2007.
Successen var til at tage og føle på. Og selvom det ikke var hele 97 % af Danmarks befolkning, der kendte til Nik & Jay, som de ellers påstod i en sang – så var de to blærerøve fra Værløse blevet allemandseje.
De legede byggematadorer, investerede i lejligheder i København, ville have deres eget tøjmærke, sælge fashionable smykker, dyre solbriller og var på mange måder blevet forretningsmænd med et ”Nik & Jay”-imperium.
Men som med så meget andet, varede lykken ikke ved. De var ikke byggemoguler. Lejlighederne, de havde investeret i, havde de svært ved at få solgt, folk købte ikke deres produkter – udover musikken - og stress og presset for at overgå sig selv tog over. Forretningen ”Nik & Jay” var simpelthen blevet for omfattende. Det følte Jay op til en optræden på Skanderborg Festival i 2009.
- Vi spillede nogle koncerter før Skanderborg, hvor jeg ikke havde lyst til at gå på scenen. Jeg hældte rom i min te hele tiden, fordi jeg tænkte, at hvis jeg bare drikker noget mere, går det nok over. Men det skete ikke. Tværtimod. Det kan enhver psykolog fortælle, men jeg anede ikke, hvad der var galt. Jeg elsker jo at optræde. Nu ved jeg, at det er en form for sygdom, men dengang vidste jeg ikke, hvad det er symptomer på, når ens vejrtrækning føles besværet, når man ikke kan sove, fortalte Jay i Berlingske.
Ved koncerten på Skanderborg Festival optrådte Jay ædru for første gang i sin karriere. Det samme gjorde Nik. Koncerten forløb fint, folk var tilfredse, konfettien fløj, pigerne jublede og det hele spillede.
Men bagefter følte Jay intet. Nik havde det på samme måde, selvom hans problemer var en smule anderledes. De besluttede sig for at gå hver til sit og trække stikket i to måneder.
- Jeg har min stolthed, og sådan noget som stress og angst fandtes ikke min verden. Vores sange handlede om, at vi var kolde og lavede vand til is. Intet kunne røre mig. Jeg var uovervindelig. Indtil jeg fandt ud af, at det var jeg ikke. Jeg havde en ven, som hev mig til side og viste mig en hjemmeside med ti punkter over symptomer. Jeg nikkede til dem alle sammen. Det reddede mig. Jeg var i gang med at bekæmpe det med nogle forkerte midler, har Jay sagt til Euroman om den mørke periode i sit liv.
Jay lagde sit liv om, skruede ned for festerne og op for motionen, og på den måde fik han i store træk bugt med angsten og den stressfølelse, der fik ham til at gå ned med flaget i første omgang. Nik & Jay skulle igen erobre verdenen, og denne gang med mere dybsindig musik end før.
Drengene var med albummet ”Engle eller Dæmoner” blevet mere voksne, og næste stop var et amerikansk gennembrud i L.A. – med sange på engelsk.
Men i USA er der meget langt mellem Nik & Jays fans, fandt de ud af i 2011. Kun omkring 20 mennesker dukkede op for at høre drengene optræde i Los Angeles.
Arrangementet på natklubben Premier i East Hollywood var ellers slået stort op. ”Danish Takeover” stod der på plakaten, der også lovede hede rytmer ved super-dj’en og tidligere samarbejdspartner Morten Breum. Men det endte altså i det totale flop. De få gæster var næsten alle danske – stort set ingen amerikanere havde fundet vej til baren.
Men i Danmark er Nik & Jay stadig berømte. ”United”-albummet havde adskillige hits i sig, og med alderen har Jay slået sig lidt mere ned – selvom han alle dage har været meget privat omkring sit kærlighedsliv.
I 2010 blev pop-stjernen kærester med tennis-darlingen Caroline Wozniacki. Det var et forhold, som begge parter gik med stille med dørene omkring. Men SE og HØR kunne i oktober det år vise afslørende billeder af det hotte par. Kærligheden skulle dog vise sig at være kort – og først i 2012 sprang Jay ud med ny dame på armen. Denne gang var det danseren Luise Emilia Hansen, og i sommeren 2014 flyttede de to turtelduer sammen i Jays lejlighed på Vesterbro.
Luise Emilia Hansen læser til journalist, er danser og har flere gange ligget nummer et på den danske rangliste, ligesom hun har vundet World Cup'en i dans i både 2008 og 2010 og optrådt i en musikvideo til Alphabeat-nummeret ”Vacation”
- 1994: Nik & Jay møder hinanden
- 1998-1999: Stiller op til DM i rap under navnet ”Bagmændende”
- 2002: Nik & Jay udgiver første album - ”Nik & Jay”
- 2010: Rygter går på, at Jay og Caroline Wozniacki danner par. Jay er ikke afvisende. - Caroline Wozniacki: Vildt forelsket
- 2011: Nik & Jay vinder ærespris til ”Danish Music Awards”
- 2011: Prøver at slå igennem i Los Angeles – uden held
- 2012: SE og HØR overrasker Jay i lufthavnen med hans nye kæreste, dansere Luise Emilia Hansen
- 2013: Seneste album fra Nik & Jay, ”United”, udgives
- 2014: Luise Emilia Hansen flytter ind hos Jay