ghita nørby
Nyeste artikler om ghita nørby
Ghita er solgt: Slut med trav
Stort galleri: Kronprinsen til stjernespækket Netflix-premiere
Ghita Nørbys eksmand er død: Jeg tænker på ham
De knækkede cancer: Vi klarede den
Ghita Nørby til filmpremiere: Nægter at tale om skandaleinterview
Ghita Nørby svarer efter skandaleinterview: - Jeg bliver sgu ked af det
Debattør Anne Sophia Hermansen: - Den går ikke længere, Ghita
Efter chok-interview med Ghita Nørby: Nu reagerer TV 2
Lagt for had: Ghita Nørby forarger endnu en gang
Ghita Nørby kan miste synet: Nål i øjet
De første navne i det nye "Riget" afsløret
Ghita Nørbys utrolige karriere, flotte udseende og dejlige gemyt har gjort hende til en af Danmarks mest folkekære og succesfulde skuespillerinder nogensinde. Men bag den offentlige persona har en hård barndom og et turbulent kærlighedsliv – med fire forliste ægteskaber i baggagen – givet næring til den diva-betegnelse, hun ofte også bliver påklistret medierne.
Man er ellers fristet til at tro, at det altid har været nemt at hedde Ghita Nørby. Hun er født af velhavende forældre i Indre København, udstyret med en skønhed og et positivt livssyn, som de fleste ville dræbe for, og hendes unikke talent på teaterscenen og i filmens verden har definitivt gjort hende til folkeeje.
Men Ghita Nørbys barndom var alligevel ikke en udsøgt dans på roser. Forældrene var kongelig kammersanger Einar Nørby og pianist Guldborg Nørby, der boede på den ”pæne side af Nyhavn”, og det var ikke megen kærlighed, den unge Ghita fik i sine første år.
Ghita Nørbys mor, Guldborg, var et vidunderbarn, der kunne spille klaver nærmest fra sin fødsel. En smuk og særdeles artig pige. Og da mor Guldborgs egne forældre blev skilt, slog det hende ikke ud: Hun fik friplads på Konservatoriet, rejste alene til Frankrig, og arbejdede som musiklærer for børn i Københavns finere kredse.
Men Guldborgs forhold til sin egen datter haltede voldsomt, og ordblinde Ghita Nørby følte sig aldrig pæn nok, dygtig nok eller sød nok.
- Jeg kunne godt beundre min mor, men hun accepterede mig aldrig som et voksent menneske. Hun var et stærkt og dominerende menneske, og hun satte sig fuldstændig på mig, fortalte Ghita Nørby i et interview med Politiken i 2009.
Da moren blev syg på sine ældre dage, besøgte Ghita hende på hospitalet flere gange om ugen. Men selv på hendes sidste dage, var det ikke godt nok.
- Ghita. Næste gang: Lidt mere hjerte, var beskeden fra hendes mor i hospitalsgangen, da Ghita i Guldborgs øjne havde begået den store fejl at medbringe en is og en pose ærter til sin syge mor.
- Og så gik jeg ud, hvor jeg havde parkeret min bil, fandt et træ og kastede op. Jeg får helt gåsehud, når jeg siger det, fortalte Ghita Nørby åbenhjertigt til Politiken i 2009.
Forholdet til moren og mindreværdet, som Ghita Nørby privat baksede med, stod i stærk kontrast til hendes frembrusende karriere og succes på teaterscenen og foran kameraerne.
Udover at være tilknyttet Det Kongelige Teater har Ghita spillet hovedroller i en lang række teaterforestillinger og medvirket i 100 film - bl.a. ”Dansen med Regitze” som hun fik en Bodil og en Robert for.
På TV blev hun meget kendt for sin rolle i ’Matador’, hvor hun spillede Ingeborg Skjern, og hun er siden blevet kaldt en af Danmarks bedste karakterskuespillere med roller i større serier og film som ”Rejseholdet” og ”Arven”. Men på trods af successen forsonedes Ghita aldrig med sin mor.
- Da hun døde, forsvandt mange af de kedelige oplevelser og dårlige minder om hende. Døden gør engang i mellem en fin gerning, sagde Ghita Nørby til Politiken om sin mor, der gik bort i 2002 – 98 år gammel.
Selvom hendes mor altid syntes, at Ghita var grim, så var mor Guldborg ret ene om den betragtning. Ghita giftede sig første gang den 16. maj 1956 med arkitekt Mogens Garth-Grüner.
På det tidspunkt var Ghita 21 år gammel, og gommen var søn af en fin hofjægermester, så det var al sammen fryd og gammen - på papiret. Alligevel bemærkede bryllupsfotografen, at Ghita var ”den tristeste brud, hun nogensinde havde set.”
Parret giftede sig i Holmens Kirke i maj 1956, men kun et år efter, syv dage før parrets et-års bryllupsdag, tog Mogens Garth-Grüner sit eget liv i en alder af bare 27 år.
Han var utrolig følsom og havde siden brylluppet været jaloux over Ghitas glade væsen, og da han en aften blev voldsom, kørte hun hjem til sine forældre for at sove. Dagen efter var han død.
- Jeg var en, der fløj, og han var nok bange for, hvad han havde giftet sig med? Dybest set tror jeg bare, at jeg var den dråbe, der fik bægeret til at flyde over for ham, fortalte Ghita Nørby i 2009 til Politiken.
Hendes omgangskreds havde svært ved at tackle Ghitas glade sind i tiden efter hendes mands selvmord.
- De syntes, jeg var en morder. At jeg var skyldig i min mands død. Jeg var jo sådan en charme-én med appetit på livet, og det kan godt virke stødende, især hvis man har været ude for en stor ulykke.
Andet ægteskab indgik hun den 19. december 1963 med sangeren Dario Campeotto. Ghita og Dario blev glødende forelskede, da de mødtes i forbindelse med indspilningerne til filmen ”Han, Hun, Dirch og Dario”. Et par år forinden var Dario blevet folkeeje, da han med sangen ”Angelique” havde vundet Melodi Grand Prix - så det var saftige nyheder, da de to turtelduer fandt sammen.
Dario kom fra en stor, larmende italiensk familie, som ikke faldt i Ghitas mors smag. Men det var Ghita – for første gang i sit liv – fuldstændig ligeglad med.
- Det var først, da jeg giftede mig med Dario, at de kunne rende mig i røven derhjemme, griner Ghita.
Hun elskede ham for at være anderledes. Så meget at hun i 1964 flyttede til Italien med ham og boede med deres lille nyfødte søn Giacomo. Her skulle hun føde flere børn, lave spaghetti og være en rigtig italiensk ”mamma”, men efter fem år vendte den lille familie alligevel tilbage til Danmark, hvor ægteskabet samme år blev opløst. Hun ville mere med skuespillet og kunne ikke falde helt til ro i rollen som Darios kone – selvom hun stadig elsker ham.
- Hvis han kom gående derude i dag, ville jeg straks løbe ud og kysse ham. Jeg elsker ham den dag i dag. Det gør jeg. Dario var slet ikke så forelsket i mig, som jeg var i ham. Men jeg syntes, han var den eneste i verden, og jeg kunne ikke forestille mig at trække vejret uden ham, siger Ghita Nørby i sin biografi ”Ghita”, fortalt til Lea Korsgaard.
I 1970 giftede hun sig igen - denne gang med skuespillerkollegaen Jørgen Reenberg. Det skulle hun ikke have gjort, for ifølge Ghita selv var Jørgen Reenberg en genial kunstner, men også en mand som man ikke kan være gift med. De blev skilt i 1978, hvorefter hun mødte Jesper Christensen. De blev kærester, da de mødtes i ”Bagtalelsens Skole” på Det ny Teater.
- Der er så megen energi i hende, at hun kan slæbe en død hest med sig rundt. Med Ghita behøver du nærmest ikke yde noget som helst. Hvis hun har besluttet sig for, at du er genial, så er du genial, husker den ydmyge Jesper Christensen, der ifølge biografien ”Ghita” i sidste ende ikke kunne holde Ghitas stjernefis ud, og fandt det utrolig anstrengende at have ugebladene rendende i røven.
Ghita sås med forskellige mænd efterfølgende, men den 15. juli 1984 stod hun igen klar i brudekjole med et forelsket blik. Denne gang skulle hun giftes med pianist og kapelmester Svenn Skipper. Ægteskabet med Svenn Skipper varede i 27 år, og blev Ghitas længste ægteskab - men i august 2011 blev det meddelt, at Ghita og Svenn skulle skilles. I mellemtiden havde Ghita i 1993 fået konstateret kræft i underlivet og fik også senere konstateret brystkræft.
- Nu er jeg i min høje alder på vej ud af mit fjerde ægteskab, og midt i en grusom kræftsygdom håber jeg, at livet har lidt tilbage af fred og glæde og ensomhed og stolthed og respekt, fortalte Ghita i 2010, da hun var ved at skilles fra Svenn Skipper.
Ghita Nørby blev i forbindelse med sin brystkræft opereret rask ved at få fjernet sit ene bryst. Derudover tager hun hver dag en anti-østrogen-pille. Hun ønskede ikke at få lavet et nyt bryst kosmetisk, fordi hun var over 70, da hun fik konstateret sygdommen.
Kræften slog dog på ingen måde Ghita Nørby ud, og i 2013 kunne hun alligevel ikke holde fingrene fra eksmand Svenn Skipper. De to blev således også spottet til flere rød løber-arrangementer, hvor de ankom sammen.
- Ja, vi har fundet sammen igen. Vi har genfundet kærligheden, men derfor behøver vi jo ikke at bo sammen. Men ja, vi er kærester, fortalte en storsmilende Ghita Nørby til SE og HØR.
Tidslinje:
- 1935: Født 11. januar som det ældste af to børn af kongelig kammersanger Einar Nørby og pianist Guldborg Nørby.
- 1956: Gift med Mogens Garth-Grüner
- 1957: Mogens Garth-Grüner begår selvmord
- 1963: Gift med Dario Campeotto
- 1964: Flyter til Italien med Dario Campeotto og Giacomo
- 1964: Sønnen Giacomo fødes
- 1969: Skilles fra Dario Campeotto og flytter tilbage til Danmark
- 1970: Gift med Jørgen Reenberg
- 1978: Skilt fra Jørgen Reenberg
- 1984: Gift med Svenn Skipper
- 1993: Får konstateret underlivskræft
- 1999: Ghitas bror, Claus Nørby, som var operasanger, var født i 1938 og døde af sygdom i 1999
- 2010: Får konstateret brystkræft, men opereres rask ved at få fjernet det ene bryst
- 2011: Skilles fra Svenn Skipper - Ghita Nørby: Sandheden om skilsmissen
- 2013: Kæreste med eks'en Svenn Skipper, bor hver for sig - Githa Nørby - kærester med eksmanden