helle thorning-schmidt

Nyeste artikler om helle thorning-schmidt

Helle Thorning-Schmidt var Danmarks første kvindelige statsminister, og det har ikke altid været lige nemt. Som formand for Socialdemokratiet har hun været præget af megen modgang og polemik omkring hendes privatperson, og i 2015 trak hun sig efter tabt valgkamp – både som statsminister og formand for Socialdemokratiet.

Helle Thorning-Schmidt voksede op i den københavnske forstad Ishøj i et ganske almindeligt middelklassehjem.

Hendes mor var kontorchef og hendes far økonom. Familien levede som kernefamilie indtil hendes far – den karismatiske Holger - mødte en anden kvinde, da Helle var ti år gammel.

Forældrene blev skilt, Helle flyttede i lejlighed med sin mor, Grete, der arbejdede på fuld tid. Skilsmissen tog hårdt på Helle i begyndelsen, men det blev bedre med tiden.

- Folk bliver forelskede, og folk bliver skilt, og i starten var jeg sur på ham og også på hans nye kone (...) Men det er svært at opretholde, når man så mødte personen i virkeligheden – og hun var og er en skøn og elskelig kvinde, har Helle Thorning-Schmidt sagt i bogen ”Helle – i samtaler med Ninka”.

Forelsket blev Helle selv, da hun i 1992 mødte sin mand, Stephen Kinnock. De gik på samme hold på Europakollegiet – en fornem skole, der ligger i Brügge – og pludselig slog det gnister mellem de to.

- Det er jo indlysende, at hun var blændende smuk, og så var hun intelligent og morsom. Vi grinede meget, og hun tog ikke sig selv for alvorligt. Men der var også en masse varme. Når vi var sammen med andre, og jeg fortalte en vittighed, så grinede hun altid lidt mere end de andre, og så morsom var jeg nu heller ikke. Det var dér, jeg tænkte, at der måske var noget ekstra, har Politiken citeret Stephen Kinnock for at sige om sin kone.

Han arbejder til daglig som politiker, og sidder i Underhuset for Labour i Storbritannien. Afstanden mellem Helle og Stephen betyder, at det kræver lidt ekstra energi at vedligeholde ægteskabet:

- Det har ikke været en del af en større plan noget af det der er sket (at leve i hvert sit land, red.). Men vi har ligesom altid sagt, at vi siger ja til ting, og så klarer vi det. Og det må vi også gøre denne gang, selvom det ikke er nemt på nogen måde, sagde den daværende statsminister i 2014 til ALT for Damerne og tilføjede:

- Det betyder, at man virkelig skal tage sig sammen for at dele ting, der sker i ens dagligdag, snakke rigtig meget i telefon, skrive små, hurtige sms'er. Ellers risikerer vi at leve to separate liv, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Ligesom i alle andre ægteskaber er der også op- og nedture hos Helle og Stephen. Nærværet i hverdagen er blandt andet noget, hun kan savne. Helle Thorning-Schmidt tilføjede dog i samme sætning, at deres måde at leve sammen på hvert for sig fungerer.

Hun betragter endda familien, der også tæller døtrene Camilla og Johanna, som en kernefamilie, men hun kan godt forstå, hvis danskerne synes, det er en mærkelig måde at leve på:

- Nogle gange tænker jeg, at folk havde nemmere ved at forstå det, hvis vi blev skilt, end at vi rent faktisk er blevet sammen, fordi der er så mange, som bliver skilt. Det er, som om det er et større mysterium, at vi rent faktisk er gift og lever på den måde, end hvis vi var blevet skilt. Men så må vi næsten udfordre folk lidt, for det er altså den måde, det er blevet til, sagde Helle til ALT for Damerne.

Helle Thorning-Schmidt blev student fra Ishøj Gymnasium i 1985, og små 20 år senere befandt hun sig i et opgør med Frank Jensen om formandsposten for Socialdemokratiet.

Og det er senere kommet frem, at meget af den kritik, Helle har måttet høre på i sit politiske liv, faktisk minder meget, om den kritik, der lød fra Helles egen kampagnegruppe dengang hun var en helt grøn politiker.

Hendes ansatte havde simpelthen lavet en liste over hendes største fejl - set med socialdemokratiske øjne. Og i den stod:

- Er kun noget i forhold til Frank Jensen. Reaktiv – reagerer på den dagsorden, der allerede er, hvad enten den er Franks eller Foghs, sådan begynder notatet fra Helles egen kampagnestab i 2005.

- Højreorienteret. Individets – ikke kollektivets kvinde. Repræsenterer ikke traditionelle socialdemokratiske værdier. Ikke politisk fornyer – bruger Nyrup og Foghs gamle formler – mangler klart politisk ideologisk projekt. Cafépige, stod der i notatet fra opgøret om formandsposten i 2005.

Og det var vel og mærke hendes egne folk, der havde nedfældet disse ting. Men det lykkedes alligevel Ishøj-pigen at bevise sit værd, for Helle Thorning-Schmidt slog Frank Jensen i kampen om formandsposten for Socialdemokratiet.

Men pressen var efter hende og manden Stephen Kinnock.

- Det er ikke sandt. Og det bliver aldrig sandt, siger Helle Thorning-Schmidt om homo-rygterne, der begyndte at florere i det politiske miljø og blandt journalister i forbindelse med parrets skattesag i 2010.

B.T. havde hævdet, at Stephen Kinnock ikke havde betalt skat i Danmark i 2009, men derimod i Schweiz. – men SKAT efterforskede sagen og fandt, at Stephen Kinnock ikke havde været skattepligtig i Danmark.

I forbindelse med efterforskningen fandt Helle Thorning ud af, at det var hendes egen revisor, der startede homo-rygterne, og ifølge Politiken havde revisoren udtalt sig om Stephen Kinnocks seksualitet under et møde med SKAT København.

- Det var rigtig svært for familien, måske særligt for børnene, at blive mødt med den slags rygter, sagde Helle Thorning-Schmidt til Politiken. - Han kommer ikke til at lave vores selvangivelse igen.

I 2011 blev hun statsminister, men inden da var hendes beslutning om at sende sin datter i privatskole blevet genstand for kritik.

Helle Thorning tog nemlig i 2010 sin 13-årige datter ud af folkeskolen og lod hende i stedet fortsætte på Ingrid Jespersens skole på Østerbro, en af Københavns mest eftertragtede privatskoler med lange ventelister.

Den daværende statsministerkandidat havde tidligere har været fordømmende over for forældre, der placerede deres børn i privatskoler, så det ansås som dobbeltmoralsk, at hun satte sine egne børn i privatskoler.

Hun er samtidig blevet anklaget for at være lidt for lemfældig med bilag og offentlige penge – lidt ligesom en anden fremtrædende politiker – og det er alment kendt, at hun ofte gerne køber dyre mærkevarer.

Øgenavnet "Gucci-Helle" fik Helle Thorning-Schmidt af Freddy Blak, som hun sad i Europa Parlamentet med i begyndelsen af 00’erne.

Freddy Blak var ligesom Helle Thorning-Schmidt valgt til Europa Parlamentet for Socialdemokraterne, og han gav hende øgenavnet på grund af hendes håndtaske med mærket… Ja, du gættede rigtigt: Gucci.

Helle Thorning blev eftersigende en smule vred, da hun hørte om øgenavnet. Men efterfølgende har hun lagt en vis ironisk distance til det – og ude i verden er det også mere ment som et kælenavn.

En smule i forfængelig modvind kom Helle da også, da hun i 2013 valgte at tage en selfie sammen med den amerikanske præsident, Barack Obama, og den engelske premierminister, David Cameron under Nelson Mandelas begravelse.

De sociale medier svømmede over med billeder af, hvordan de tre statsoverhoveder storsmiler mens de foreviger sig selv midt under begravelsen. Kommentarerne gik mest på, at det var upassende opførsel.

Helle Thorning-Schmidt har også tidligere vist, hvordan hun kan have svært ved at styre sig, når de helt store stjerner er i nærheden.

Tidligere i 2013 afbrød hun "Sex and the city"-stjernen Sarah Jessica Parker mens hun var ved at give autografer til sine fans – og Helle Thorning var ikke sen til at trække Statsministerkortet for at få en sludder med skuespillerinden.

- Hej! Jeg er Danmarks Statsminister, hvad laver du her? Sagde Helle Thorning til Sarah Jessica.

Den meget mærkelige episode blev foreviget på film - du kan se den her.

I 2015 gik den så ikke længere – i hvert fald rent politisk. Ved folketingsvalget den 18. juni blev der valgt et nyt flertal i Folketinget, og Helle Thorning-Schmidt gik af som statsminister.

Hun meddelte sin afgang på valgnatten, og hendes regering afløstes af en ny Venstre-mindretalsregering med Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Tidslinje:

  • 2015: Går af som statsminister
  • 2011: Bliver statsminister
  • 2005: Formand for Socialdemokratiet
  • 2001: Datteren Camilla fødes
  • 1997: Datteren Johanna fødes
  • 1996: Gift med Stephen Kinnock
  • 1993: Medlem af Socialdemokratiet
  • 1992: Møder Stephen Kinnock

Sponsoreret indhold