ibi makienok
Nyeste artikler om ibi makienok
Eks-kæresten vender tilbage
Nu er det slut
Simon Makienok må undvære kæresten: Får rørende hilsen
Ibi Makienok med stor overraskelse til "Date mig nøgen"-seere
Danske sild på pornosider: Ofre for pattenslagere
Ibi Støving hitter på pornohjemmeside
Nøgne Ibi vækker opsigt i udlandet
Ibi efter nøgenchok: Jeg gider ikke diskutere min krop
Se billederne: Ibi HELT NØGEN på scenen
Ibi om sin 11-årige søn: Nøgen-ekspert
Simon Makienok sletter alle spor efter Ibi
Ibi Makienok var den første ”Paradise Hotel”-vært nogensinde i Danmark, har scoret flere danske kendisser end der kan tælles på fingrene og har i de sidste ti år været at finde på sendefladen som TV-vært på mange forskellige underholdningsprogrammer. Hun er i dag gift med den 16 år yngre landsholdsspiller Simon Makienok.
Som barn og ung gik hun til ballet. I flere år boede hun i Los Angeles i USA, hvor hun uddannede sig til skuespiller og arbejdede på musikken. I USA mødte hun AQUA-manden, René Dif, som hun blev forlovet med.
- Det var et eventyr. Jeg var forelsket. Det var jo også det lette liv. Pludselig kendte jeg ord som foie gras og Petrus (dyr vin, red.). Det er skide unfair, når man er kæreste med en, der har penge. Man bliver jo nødt til at ride med på den. Men René sagde fra begyndelsen, at jeg ikke skulle have dårlig samvittighed. Jeg ville gerne betale halvdelen, når vi var ude. Men det løb tit op i beløb, som jeg ikke engang tjente på en måned. Så bliver man nødt til at køre med eller sidde derhjemme, har Ibi fortalt til B.T. om hendes fem år med AQUA-sangeren.
Forholdet fik dog en brat ende i 2002.
– Vi skulle have været gift. Havde forlovelsesringe på, og samtidig havde han en affære. Spillede familiefar hos mig og tyr hos hende. Der klikkede sms’er ind om natten. Jeg svarede tilbage, som om jeg var ham og bad hende beskrive en aften, og det gjorde hun, fortalte Ibi til Ekstra Bladet efterfølgende.
– Den sidder stadig i maven. Jeg endte med at få bank for at afsløre ham og et kæmpe afhug i hagen af hans ring, fortalte hun til Ekstra Bladet.
Men Ibi holdt hovedet højt, og fandt ud af noget om sig selv som konsekvens af AQUA-mandens utroskab. Hun begyndte at gøre mod andre, som de gjorde mod hende – som en forsvarsmekanisme.
– Det er en af mine største dæmoner: Jeg vil hellere være først ude end først nede. Hvis jeg har beviser for, at der er ugler i mosen, kan jeg af ren hævnlyst og for at beskytte mig selv være utro først. For når han så serverer sin nyhed for mig, taber jeg ikke ansigt, men kan sige: ’Nå, men så står den 1-1, så fuck dig’. Det har jeg gjort et par gange, lød det ærligt fra Ibi til Ekstra Bladet.
Efter de dårlige oplevelser med René Dif hoppede hun på en dengang halvkendt DJ. Dernæst hapsede hun poptenoren Alex Ambrose, mens de begge var involveret i optagelserne af ”Paradise Hotel.”
Den krølhårede sanger skiftede hun ud med fodboldhugget Tobias Grahn, som hun fik sønnen Anakin med. Og netop fødslen af Ibis søn gav hende en ro omkring sit forhold til Tobias Grahn, som hun hidtil ikke havde haft.
– Havde vi ikke Anakin, kunne jeg da godt frygte, at der rendte masser af Randers-tøser rundt og pressede patterne op i hovedet på ham. Men jeg hviler i mig selv, fordi vi har Anakin. Jeg håber, han ved, at når jeg nu har fået et barn med ham, skal han ikke lave numre. Hvis Anakin og jeg ikke er nok for ham, er det ham, der har et seriøst problem, fortalte hun til Ekstra Bladet, da Tobias Grahn i 2009 spillede for Randers FC.
Men forholdet til Tobias Grahn, der trænede i Randers tre ud af en måneds fire uger, overlevede ikke at få et barn.
- Jeg er ikke sammen med Tobias mere. Han kan ikke give mig og Anakin den tryghed og loyalitet, som vi har brug for som ny familie. Jeg vil helst ikke sige mere. Det er ud af respekt for Anakin - ikke Tobias, sagde hun til Ekstra Bladet.
Parret gik fra hinanden, og Ibi benyttede en singleperiode til at gøre barmen større og værtsrollerne flere.
I mellemtiden havde hun en hurtig flirt med både Michael Maze og Janus Nabil uden dog at binde sig til nogen af dem.
Anderledes indviklet blev det, da Ibi dansede lige ind i armene på nyskilte Alexander Kølpin, der var blevet vraget af Sarah Zobel, som havde haft en affære med Burhan G. Forvirret? Det er der ingen grund til.
Forholdet mellem Kølpin og Ibi udviklede sig ligeså stille over et halvt år, og udsprang af et barnligt ”crush”, som Ibi havde haft på den professionelle danser.
- Jeg havde set ham på Det Kgl. Teater, da jeg var balletpige, hvor jeg så ham danse i Caroline Mathilde, fortalte Ibi til SØNDAG.
Og ligesom mange af de andre balletpiger Ibi Støving dansede med i sine yngre dage, var hun også vild med Alexander Kølpin.
- Alle vi balletpiger var vilde med ham. Jeg gik på Jysk Balletakademi i Aarhus og havde klippet billeder af Alexander ud af bladene og lagt ind i min dagbog dengang. Det er en sjov tanke, at jeg har rendt rundt derovre i Aarhus for mange år siden og syntes, at han var så kær, sagde Ibi Støving til SØNDAG.
Men Ibis fascination af og forelskelse i Alexander Kølpin varede kun indtil, at den noget yngre og mere tatoverede landsholdsspiller Simon Makienok meldte sig på banen – og fejede benene fuldstændigt væk under hende.
Det kom alligevel som lidt af et chok, da Ibi Støving på 38 fandt sammen med den 16 år yngre Brøndbyspiller. Et par uger forinden havde hun nemlig fortalt i pressen, at hun var forelsket i Alexander Kølpin. Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt.
Makienok, der dengang spillede for Brøndby IF, flyttede hurtigt sammen med Ibi og blev også introduceret for sønnen Anakin. Og aldersforskellen skræmte ikke Ibi.
- Vores værdier matcher helt utroligt trods vores aldersforskel. Jeg har aldrig mødt et menneske, der er så rart, så roligt, så fattet, så meget i balance med sig selv som Simon. Aldrig nogensinde før i mit liv, sagde Ibi til FEMINA.
I foråret 2014 gik Simon så på knæ og friede, og Ibi sagde heldigvis ja. Parret blev gift i efteråret 2014 i Holmens Kirke i København.
Ibi har samtidig affundet sig med at pendle mellem København og Palermo i Italien, hvor hendes mand er lejet ud til en italiensk fodboldklub.
– Vi er gode til det, og har forberedt os på det. Jeg fungerer fint med at være ud og ind af lufthavne. Det har været en stor del af mit liv, sagde Ibi Støving, da BILLED-BLADET mødte hende på den røde løber ved ”MTV EMA Pre-Party 2014.
Makienok har dog ikke fået meget spilletid, og sportskyndige mediefolk spekulerer i en snarlig tilbagevenden til Danmark – hvilket Ibi sikkert intet har imod. Parret driver samtidig en fælles blog.
- 1999: Møder René Dif
- 2002: Bliver forlovet med René
- 2003: Politianmelder René Dif for vold og forlader ham
- 2004: Flytter sammen med Thomas Eke Ochu
- 2005. Bliver vært på TV3s Paradise Hotel
- 2005: Bliver kærester med Alex Ambrose, der synger titelmelodien til Paradise Hotel
- 2007: Går fra Alex
- 2007: Bliver kærester med den svenske fodboldspiller Tobias Grahn
- 2008: Føder sønnen Anakin
- 2009: Forlader Tobias
- 2010: Dyrker film-sex med reality-fyren Ciano i en musikvideo
- 2011: Får større bryster
- 2011: Afslører, at hun er blevet gift i Las Vegas
- 2012: Bliver vært på TV2s Weekend Weekend og derefter Go’ Morgen Danmark
- 2012: Scorer bat-mand Michael Maze
- 2012: Nusser med Janus Nabil
- 2013: Bliver kærester med Alexander Kølpin
- 2013: Tager på romantisk tur til Mallorca med Alexander
- 2013: Dropper Alexander og scorer fodboldfyren Simon Makienok
- 2013: Flytter sammen med Simon
- 2013: Stopper som vært på Go’ Morgen Danmark
- 2014: Siger ja, da Simon går på knæ
- 2015: Pendler fra Danmark til Palermo i Italien, hvor Simon er lejet ud