jan monrad

Nyeste artikler om jan monrad

Fulde navn: Jan Monrad

Fødselsdato: 18/3-1951

Død: 20/11-2015

Familie: Fem voksne børn: Katrine, 36 år (med tidligere kone), Tine, 36, Sofie, 29 Marie, 28 (Papbørn) og Alexander, 21 (fra nuværende ægteskab)

Partner: Marianne Monrad (Kone, gift 1990)

Kendt fra: Musik, Scene, TV (Hund og Hund imellem), komik

Få mennesker kan prale af at have bygget en karriere op i underholdningsbranchen på at svinge med en slatten ballon for enden af et kort stykke haveslange. Men det kunne Jan Monrad!

Det er svært at sige Monrad uden også at sige Rislund. De to har igennem omkring 40 år opbygget universet omkring den fiktive provinsby Pladderballe, hvor elskede, pjattede og ofte relativt politisk ukorrekte figurer som ”Mogens”, ”Hansemann Luchter”, ”Bimsetøjs-grosser”, ”Aage Brodtgaard” og mange flere kæmper om at være mest upassende.

De to blev også folkeeje som agility-kommentator i DRs store hundequiz ”Hund og Hund imellem”.

På privatfronten beskriver Jan Monrad, der i øvrigt er uddannet lærer med speciale i musik og samfundsfag, sig selv som ganske kedelig, hvad der også afspejler sig i en nærmest eklatant mangel på skandalehistorier om komikeren i bladene:

Scoringerne begrænser sig det seneste kvarte århundrede til hustruen Marianne, som han kan fejre sølvbryllup med i 2015.

Stoffer er der heller ikke noget af – længere. Det er langt fra nogen hemmelighed, at både han og kollega Rislund nød en pibe eller to af den stærkere slags i deres vilde ungdom. Men den last er for længst lagt på hylden – efterfulgt af den almindelige tobak. Ja, selv de våde varer er en sjælden gæst hos komikeren nu til dags.

Og den værste karambolage med lovens lange arm var, da han undlod at dukke op som vidne i en sag, hvor han var blevet svindlet for nogle penge i forbindelse med køb af et emalieret skilt over nettet.

Sagen var nemlig allerede løst, da han selv tog kontakt til sælgeren og lavede en aftale om at betale pengene tilbage.

Monrad slap dog også for videre tiltale, da dommeren slog fast, at svindleren erkendte sin skyld og var begyndt at betale pengene tilbage, og at det derfor ikke var nødvendigt for komikeren at vidne.

- Det var også min konklusion, men vi skal altså ikke tænke selv, konstaterede han syrligt til den lokale avis Holbæk Amts Venstreblad.

Tænke selv, har han dog i stigende udstrækning været nødt til i de senere år. Makkeren Rislund har nemlig droslet ned for optrædenerne. Så selvom Monrad & Rislund stadig optræder sammen, må Monrad i videre udstrækning tage ud som solo-act. Hvilket heldigvis er blevet yderst vel modtaget.

20. november 2015 døde Jan Monrad af en blodprop i lungerne. Han blev 64 år.

Tidslinje:

  • 1975: Udgiver det første ”Total Petroleum” album sammen med bla. Søren Rislund
  • 1981: Dropper ”Total Petroleum”-navnet – udgiver nu som ”Monrad & Rislund”
  • 1988: Debuterer i Hund og Hund imellem
  • 1990: Gift med pædagogen Marianne 10. juli
  • 2010: Debuterer med soloshowet ”Må jeg være fri?!”

Sponsoreret indhold