Stewardessedrabet: Tævet ihjel med koben
Tidligt mandag morgen den 1. marts 2010 startede Egil Vildmyren sin bil og kørte sin kønne hustru gennem 24 år, Vera, til lufthavnen i Oslo.
Hun havde sin stewardesseuniform på, for hun var på vej på arbejde. Hun skulle til København og efter en enkelt overnatning videre til Beijing.
De sagde farvel til hinanden, og hun smilede og vinkede, da hun gik ind i afgangshallen med sin sorte trolleykuffert.
Det var sidste gang, den 51-årige nordmand så sin kone og moderen til parrets to teenagebørn i live.
Politimorderen Palle Sørensen er død
Samme dag satte en rumænsk vaneforbryder nemlig kurs mod Radisson Blu Scandinavia Hotel på Amager.
Den 58-årige Marian Clita var tidligere dømt i sit hjemland for drab, tyveri, våbenhandel, vold og svindel.
Han var berygtet som en dygtig hoteltyv, og nu ville han skaffe penge.
Kæmpede for sit liv
Rumæneren spillede først roulette i hotellets kasino og sneg sig derefter ind i elevatoren.
Han flakkede rundt på gangene i sin jagt efter værdier, og på 20. etage stod døren til værelse 2025 på klem.
Vera Vildmyren havde taget et bad, havde lagt sig på sengen for at hvile sig lidt, havde ringet til sin mand og så TV. Hun må være blevet meget forskrækket, da Marian Clita pludselig stod i værelset.
Den norske SAS-stewardesse kæmpede skrigende for sit liv i ti minutter, forklarede en af hendes kollegaer under retssagen året efter.
– Skriget var voldsomt – et dødsskrig. Hun skreg hele tiden, og jeg hørte noget blive kastet mod væggen, fortalte kvinden, som boede to etager længere nede, altså på 18. etage.
Dræbte begge børn og begik selvmord
Ung kvinde blev slået ihjel – og dette Facebook-foto fældede morderen
Hun alarmerede personalet ved 20-tiden om aftenen, men havde svært ved at forklare, hvor lydene kom fra. Hun troede, at de kom fra en etage længere nede. Hotelpersonalet ledte efter noget mistænkeligt på 17., 18. og 19. etage, men nåede ikke op på 20. etage, hvor drabet fandt sted.
Vera Vildmyrens lig blev først fundet kl. 11.15 næste formiddag.
Det skete, da en rengøringsmand bankede på døren. Han fik ikke noget svar, men kunne høre, at fjernsynet var tændt. Han låste sig ind med sit nøglekort, åbnede døren på klem og fik øje på det blodige lig ved vinduet.
63 læsioner havde den norske kvinde. Hun havde kraniebrud og havde fået slået flere tænder ud. Hun var tævet ihjel med et lille koben, som var forlænget med et metalrør, samt stukket 38 gange, blandt andet i halsen, med en hobbykniv.
Da hun lå livløs på gulvet, rodede Marian Clita i hendes ting og stjal hendes ur, mobiltelefon og to punge. Han blev efterfølgende fanget og idømt 14 års fængsel for drabet.
Enkemand: Alt for mild dom
Marian Clita blev idømt 14 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt i Københavns Byret den 24. februar 2011, og han modtog dommen. Under retssagen erkendte han sig skyldig i vold med døden til følge, men nægtede sig skyldig i drab.
Enkemanden Egil Vildmyren fulgte sammen med sine to børn retsmøderne i København, og han var rystet over dommen:
Nu er han sigtet for mord på konen
– Det er en skræmmende mild dom, han har fået. Jeg havde håbet på en forvaringsdom, for historien viser jo, at han ikke er til at stoppe. Han vil slå ihjel igen, sagde han.
Retspsykiatere havde også anbefalet en forvaringsdom, fordi de mente, at der var betydelig risiko for, at Marian Clita ville begå lignende kriminalitet igen.
Inden familien tog hjem til Norge, besøgte de værelse 2025 på Radisson Blu Scandinavia Hotel for at se det sidste sted, hvor Vera Vildmyren var i live.