Michael Falch skal være med i "Toppen af Poppen"
Første deltager i efterårets udgave af "Toppen af Poppen" er blevet afsløret.
Det er den 60-årige sanger Michael Falch, der har sagt ja til at være i musikprogrammet, det skriver TV 2.
- Det er et af de længste tilløb til et ja, jeg nogensinde har taget, fortæller sangeren, der blev spurgt, om han ville være med, allerede tilbage i 2010, til TV 2.
Årsagen til, at det har taget syv år for sangeren at sige ja til det populære sangprogram bunder i, at han ikke har følt sig klar.
- Det bilder jeg mig så ind, at jeg er nu. Ærligt talt, så synes jeg også, at programmet er blevet konstant stærkere med årene. Det er blevet meget mere et musikprogram, siger han til TV 2.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvem Michael Falch får selskab af, når han skal ud i det danske land for at fortolke andre kunstneres sange, men noget tyder på, at TV 2 allerede har hele holdet på plads.
- Jeg kender lidt til nogle af dem, jeg skal være på hold med, men jeg glæder mig til at lære dem bedre at kende, også som sangskrivere, fortæller Michael Falch, der altså godt ved, hvilke andre musikere, der er med på årets "Toppen af Poppen"-hold.
Den seneste sæson af musikprogrammet havde blandt andet Peter A.G., Hanne Boel og Ida Corr med.