Krimi30. maj 2019

Mordet på Makrel: Mejet ned med maskinpistol

Det er 35 år siden, at Hells Angels-rockeren Jørn ”Jønke” Nielsen likviderede Henning Norbert Knudsen, der var leder af den rivaliserende rockergruppering Bullshit.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mordet_paa_makrel_foto_ritzau_1.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Hells Angels-rockeren Jørn ”Jønke” Nielsen lå på lur i en bil, da ”Makrel” og hans kone satte sig ind i deres orangerøde folkevognsrugbrød foran deres hjem på Agerlundsvej på Amager.

”Makrel”, som den 24-årige Henning Norbert Knudsen blev kaldt, var leder af den rivaliserende rockergruppe Bullshit, og nu havde ”Jønke” bestemt sig for, at han skulle dø.

22-årige Pia Knudsen levede af at sælge hash på Christiania, og hun havde travlt med at komme på arbejde, men det kom hun ikke denne forårsdag, den 25. maj 1984.

”Jønke”, der var maskeret, sprang frem fra sit skjul og sendte en byge af kugler fra en maskinpistol igennem forruden på folkevognsrugbrødet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/mordet_paa_makrel_foto_ritzau_3.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Folkevognsrugbrødet, som ”Makrel” kørte i. Bagved ses den bil, som ”Jønke” gemte sig i. (Foto: Ritzau Scanpix)

Pia Knudsen skreg helt nede fra maven og søgte dækning bag bilen.

Herfra kunne hun høre, hvordan hendes mand blev ramt af endnu en salve fra maskinpistolen, før hun løb væk.

Ondskabsfulde øjne

”Makrel” var dræbt på stedet. Han hang ud af bildøren med benene slynget rundt om gearstangen og hovedet hvilende mod asfalten.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/mordet_paa_makrel_foto_ritzau_2.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Henning Norbert Knudsen blev 24 år. Her holder han hof i Bullshits klubhus på Gammel Køge Landevej. (Foto: Ritzau Scanpix)

Pia Knudsen var ikke i tvivl om, hvem der havde dræbt hendes mand.

– Det er ”Jønke” fra Hells Angels, der har gjort det, forklarede hun til de betjente, som kom til stedet.

Hun havde nemlig lagt mærke til den person, som væltede ud af den gule kassevogn, som holdt parkeret på den anden side af vejen.

– Det er de mest ondskabsfulde øjne, jeg nogensinde i mit liv har set, siger hun i den Cavlingpris-vindende bog ”Bullshit”, som udkom i 2017.

Var væk i fire år

”Jønke” stak af efter mordet, først til Frankrig og siden Canada. I 1985 blev Hells Angels-medlemmerne Christian Middelboe, 62, kendt som ”Middelboe”, og Jens Peter Kristensen, 60, kaldet ”Smukke Jens”, idømt henholdsvis syv og 12 års fængsel for medvirken til drabet.

De nægtede sig skyldige.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/mordet_paa_makrel_foto_ritzau_4.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

”Jønke” meldte sig til canadisk politi og blev anholdt, da han satte foden i Københavns Lufthavn. (Foto: Ritzau Scanpix)

Selv holdt ”Jønke” sig skjult i fire år, før han valgte at komme til Danmark og modtage sin dom. I mellemtiden havde han i 1985 udgivet selvbiografien ”Mit liv”, hvori han detaljeret beskrev drabet på ”Makrel”.

JØNKE: JEG TØMTE MAGASINET IND I HAM

Med 16 skud i hals, ryg og bryst gennemhullede den dengang 23-årige Jørn ”Jønke” Nielsen lederen af Bullshit.

– Det er en slags kill-or-get killed-situation, forklarer han i Kanal 5-dokumentaren ”Forbrydelser der rystede Danmark”, som blev sendt den 24. april.

Beslutningen traf han dagen forinden.

– ”Makrellen” skal dø, for han er til fare for mig og mine.

”Jønke” havde en maskinpistol, som han havde fyldt op med 28 patroner, med i en sportstaske, da han i en varebil med en cykel bagi kørte mod ”Makrel”s adresse.

– Jeg tror ikke, at man skal tænke så meget, når man er på vej ud for at slå et andet menneske ihjel, siger han.

– Det er heller ikke hverdagskost for mig.

Han skød ”Makrel” og blev ved, selv om rivalen hængte halvt ude af bilen.

– Jeg kan ikke se, om han er død. Jeg tømmer magasinet ind i ham, til den ikke skyder mere. Både for at være sikker på, at han er død – det er jo derfor, jeg er kommet – men også for at være sikker på, at der ikke er en, der samler maskinpistolen op og skyder mig i ryggen, når jeg cykler væk.

”Jønke” siger i dag, at han er glad for, at der ikke skete Pia Knudsen eller parrets hund noget. I dag er han stadig ”motorcykel-entusiast” og uofficiel talsmand for rockergruppen Hells Angels. Selv om han er morder, tjener han penge som forfatter og foredragsholder.

Jønke nægtede sig skyldig i overlagt mord, men blev idømt maksimumstraffen på 16 års fængsel i 1988. Dommen blev stadfæstet i Højesteret året efter, og han afsonede i ti år og otte måneder, før han blev prøveløsladt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/mordet_paa_makrel_foto_discovery_networks_danmark.jpg
 (Foto: Discovery Networks Danmark)

I dag er ”Jønke” 58 år. Her ses han i Kanal 5-dokumentaren om rockerdrabet, som kan ses på Dplay. (Foto: Discovery Networks Danmark)

Du kan se afsnittet om Jønke og 'Rockerdrabet' i 'Forbrydelser der rystede Danmark' på Dplay.

Sponsoreret indhold