Nyheder4. december 2018

Grunwald var en pengemaskine: Arven efter Morten

Den dygtige skuespiller og teaterchef Morten Grunwald er skyld i, at danske teatre kan skovle penge ind i dag.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/morten_grunwald_2_0.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Når boet efter Morten Grunwald engang skal gøres op, er det ikke bare en bankkonto, en kunstsamling og lejligheden til fire millioner i Skodsborg, der ligger tilbage.

Arven efter den store Benny-skuespiller er nemlig meget større end som så.

Når de danske teatre skovler penge ind på storladne musicals, kan de sende en kærlig tanke op til Grunwald, der banede vejen for teatrenes største publikumssucceser de seneste år.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/morten_grunwald_og_lily_weiding_2_0.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

– Han havde en særlig fornemmelse for nye, anderledes måder at påvirke dansk teater. F.eks. fik han billedkunstnere til at tegne plakater til hans opsætninger. Han så hele tiden nye muligheder, siger teaterforsker Stig Jarl. Her er Morten med fru Lily Weiding, 94, foran Betty Nansen Teatret, som var et af de teatre, der nød godt af hans sans for forretning. (Foto: Thomas Laursen)

Da han som teaterchef fik fingrene i Østre Gasværk, forsøgte han som den første at slå store musicals op. Det første forsøg var ”Les Misérables”. Det var en kæmpe økonomisk satsning.

– Men jeg var jo forelsket til op over begge ører i den forestilling. Jeg ville lave den, fortæller Grunwald i bogen ”Kort tid”.

Krævede mod

Heldigvis blev forestillingen et gigantisk hit. Det inspirerede selvfølgelig til flere musicals, og i 90’erne blev de enorme forestillinger Østre Gasværks varemærke.

En af dem, der har nydt godt af, at Morten Grunwald gjorde musikforestillingerne store her i landet, er musicalveteranen Stig Rossen, der selv havde fornøjelsen af at komme hjem fra stor succes i London og opleve, hvor professionelt Morten Grunwald gik til arbejdet med at producere de helt store shows.

– Det hele startede med ”Les Misérables” på Østre Gasværk i 1992, og det er det, som alle musicalproducenter har levet højt på lige siden. Han var absolut en foregangsmand. Morten var først og fremmest teatermand i ordets bedste forstand. Han var utroligt visionær og en dygtig leder, siger Stig Rossen.

– Han turde slå det stort op, før det var på mode herhjemme. Det krævede en del mod.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/stig_rossen_2.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

– Morten var glad for at komme til London, og han var ovre at se mig i ”Les Misérables”. Han havde en forkærlighed for de store opsætninger, men der skulle meget til for at omplante det til et dansk marked, hvor man dengang var bange for at lave noget så stort. I dag er det helt almindeligt, siger Stig Rossen. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Efterlod millioner

Grunwalds fornemmelse for teater betød, at alle tre scener, han var leder for i løbet af sit liv, blev drevet imponerende flot.

Særligt satsningen på musicals på hans livsværk Østre Gasværk var ikke bare et hit blandt publikum og anmeldere, det gav også økonomisk bonus ud over det sædvanlige.

– Da han efterlod ”gasbeholderen”, havde den en pengetank på et betydeligt millionbeløb, fortæller teaterforsker Stig Jarl.

Med andre ord fik Grunwald bygget teatret op, så det har kunnet overleve frem til nu – og i mange år ud i fremtiden.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/morten_og_tanja_grunwald.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Datteren Tanja Grunwald, 50, skal fordele sin arv fra faderen ligeligt med sine to halvsøskende. (Foto: Dan Mariegaard)

Det har selvfølgelig også givet genlyd i skuespillerens egen pengetank, men i de sidste leveår sørgede han for at gøre klar til, at familien en dag skulle arve. Det fortalte han i bogen ”Modne mænd” fra 2016.

– Jeg har i hvert fald sørget for, at vores børn får de bedst mulige vilkår med at overtage det, der er tilbage.

– Allerede da vi flyttede for to år siden, kogte vi vores fond ind og skilte os af med en masse ting, fortalte Morten Grunwald, der havde lavet testamente, så både hans biologiske datter og hans to bonusbørn arver lige meget.

Læs mere om Morten Grunwalds liv i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.

Sponsoreret indhold