Nyheder15. juli 2017

Mads Vad har sat bryllupsdatoen

Den populære "Vild med dans"-danser Mads Vad friede sidste år til sin kæreste Nana, og nu er der fastsat en dato for, hvornår brylluppet skal stå
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-75940.jpg
 Foto: Claus Poulsen

Den populære "Vild med dans"-danser Mads Vad skal giftes med sin Nana. Det kom allerede frem sidste år, da han afslørede, at han var blevet forlovet med den ni år yngre skønhed.

Nu er der så sat en dato for brylluppet, men der kommer til at gå et stykke tid endnu, før vi får Mads at se i en kirke.

Det har nemlig hele tiden været planen, at parret først skulle gå op ad kirkegulvet i 2018, men nu afslører Mads Vad altså også datoen for brylluppet.

- Hende her har lovet at sige ja om præcis et år. Jeg er verdens heldigste! Hun udfordrer mig og finder alt det bedste frem i mig, skrev Mads på Facebook i går aftes. Dermed må man altså gå ud fra, at parrets store dag kommer til at finde sted den 14. juli 2018.

Artiklen fortsætter efter billedet

Mads Vad og Nana Strand har været kærester siden 2014, og da Mads havde været på knæ sidste år, fortalte han, hvordan frieriet var foregået.

- Det skete i Skagen, for den by er lidt ligesom vores helle. Jeg friede til Nana, mens vi bare var os to sammen. Jeg ville gerne have, at det bare var vores ting. Og så havde jeg inviteret nogle af vores venner og veninder som en overraskelse, forklarede Mads Vad til Ritzau Fokus, da nyheden om forlovelsen var kommet frem.

Mads Vad er en af de mest garvede dansere i "Vild med dans". Han har nemlig været med hele 11 gange, og er dermed en af dem, der har været med allerflest gange i programmet.

To gange har han formået at danse sig til tops. Det var da han vandt sammen med Mie Skov i 2013 og med Cecilie Hother i 2010. Derudover har han været i finalen yderligere tre gange, hvor han altså har måttet tage til takke med en 2. plads.

Ifølge SE og HØRs oplysninger, så vender Mads Vad tilbage for 12. gang i "Vild med dans", når programmet har premiere til september. Ligesom Mads Vad er en gammel kending også på vej tilbage på dansegulvet.

I sidste uge kunne SE og HØR nemlig afslører, at dansemusen Claudia Rex er på vej tilbage på dansegulvet.

På kendissiden er der også allerede afsløret en masse navne til efterårets dansefest. Her får vi blandt andet skuespilleren Iben Hjejle, Michelin-kokken Dak Laddaporn, håndboldspilleren Daniel Svensson, roeren René Holten Poulsen,komiker Simon Jul, rapperen Jokeren, skuespiller Sofie Lassen-Kahlke og "Bedrag"-skuespilleren Lucas Hansen at se på dansegulvet. Eftersom at der skal være 12 kendis-dansere på holdet, så mangler der stadig at blive afsløret fire deltagere, før holdet er komplet.

Hvem Mads Vad skal danse med er endnu ikke afsløret.

Se flere billeder af Mads Vad i galleriet herunder

Mads Vad - Billeder af ham

Sponsoreret indhold