frank hvam
Nyeste artikler om frank hvam
Frank Hvam-underbukser med bremsespor
Frank Hvam kaster sig ud i nyt tv-job på DR
Komikere med dollargrin: Latter batter
Casper & co. støvsuger statskassen: Billet til luksusliv
Casper Christensen afslører: Sofie Linde er med i "Klovn"
Frank Hvam scorer kassen: Forgyldt klovn
Fissetrumf og 15 minutters-reglen: Her er det bedste fra "Klovn"
Den bedste hidtil? Nu er ottende sæson af ”Klovn” i kassen
Nu er datoen her: "Klovn" sæson 8 er på vej
Vil du være med i "Klovn"? Se, om du lever op til kravene
Officielt: Ny sæson af "Klovn" på vej
Hele Danmarks klovn. Sådan kan man passende beskrive komikeren Frank Hvam, og det ville faktisk ikke være langt fra sandheden. Pinlighederne vil ingen ende tage, når Frank spiller en karikeret udgave af sig selv i den komiske kæmpesucces ”Klovn”, som han har skabt sammen med makkeren Casper Christensen.
Det lå egentlig ikke i kortene, at Frank Hvam skulle være komiker. Som barn ville han være dyrlæge, og tog da også turen fra den midtjyske muld til København for at gå på Landbohøjskolen. Her mødte Frank en høj, blond og rapkæftet gut, han skulle gå hen og blive rigtig gode venner med. Gutten var Jan Gintberg, og sammen med ham droppede de ud af studierne for at forfølge drømmen de delte: At leve af at være sjov.
Frank Hvam fik sin debut i 1995 på standup-scenen til et open mic-arrangement på Cafe DIN’s, hvor han senere mødte Casper Christensen og Lasse Rimmer, der gerne ville have ham med i deres gakkede sketchprogram, ”Casper og Mandrilaftalen”, som skulle sendes på DR2.
Ikke alle var lige begejstrede for Franks hårdnakkede forsøg på at slå igennem som komiker. Baglandet var ikke helt med på comedy-vognen, og især hans far mente, at det var decideret vanvittigt at droppe ud af studiet - og så endda tre år inde i det.
- Han kiggede på mig og sagde direkte: ”Du er jo ikke Dirch Passer!”. Og det havde han jo ret i, har Frank Hvam senere fortalt til BT om sin far, som var smed.
- Først forsøgte han at tale til mig som et voksent menneske, og så prøvede han at bestikke mig. Han tilbød mig 200.000 kr., hvis jeg ville vende tilbage til dyrlægestudiet, fortalte Frank Hvam.
Det lykkedes heldigvis ikke Franks far at bestikke sin søn til at droppe komikken, og Frank Hvams medvirken i ”Mandrillen” blev startskuddet til hans karriere.
- Da Casper Christensen ringede og spurgte, om jeg ville være med i ”Mandrilaftalen”, vidste jeg med det samme, at det var et vigtigt opkald. Jeg kan huske, at jeg under samtalen kaldte ham en ”karriere-katapult”, fortalte Frank til Euroman i 2009.
Det var alligevel først i TV-serien ”Langt fra Las Vegas” og senere ”Klovn”, at Frank Hvam for alvor blev kendt af den almene dansker og cementerede sin status som én af landets sjoveste mænd – hvis ikke den sjoveste.
Frank Hvam er gift med filmklipperen Anja Farsig, men det var der ikke mange, der vidste, før han selv afslørede det til et andet bryllup, hvor han var forlover.
- Vi blev gift for et par måneder siden. Vi har været sammen i så mange år, så der er ingen grund til at gøre et stort nummer ud af det, sagde Frank Hvam i 2014 til SE og HØR om sit ægteskab i forbindelse med Casper Christensens og Isabelle Friis-Mikkelsens bryllup.
Komikeren bor sammen med sine to sønner og konen Anja Farsig i Lyngby, men hvad sønnerne hedder, vil han ikke ud med.
Den længe ventede to’er til ”Klovn”-filmen har premiere i september 2015 og har fået titlen ”Klovn Forever”.
- 1995: Debuterer på scenen på Cafe DIN’s til en open mic-aften
- 1999: Optræder sammen med Lars Hjortshøj, Lasse Rimmer og Casper Christensen i ”Casper og Mandrilaftalen”
- 2008: Søn fødes - Frank Hvam: Skal være far
- 2009: Turnerer med sit første one-man show ”Live 09”
- 2011: Søn fødes
- 2014: Turnerer Danmark med one man showet ”Upassende”
- 2014: Gifter sig med Anja Farsig - Frank Hvam til SE og HØR: Jeg er blevet gift
- 2015: ”Klovn Forever” får premiere - Danmarks pinligste makkerpar tilbage!