Kendte16. februar 2019

Æresdrabet i Præstø: Slog vantro datter ihjel

Ashraf Mohammad indrømmede i et brev, at han havde slået sin vantro datter ihjel.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/aeresdrabet_i_praestoe_-_sonay_ahmad_mohammad.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Hun gik med tung makeup, farvede sit hår, røg cigaretter, gik med drenge og kaldte sig Freja. Sonay Ahmad Mohammad var en køn, ung teenagepige, som der blev lagt mærke til.

Søndag den 10. februar 2002 blev hun fundet drivende rundt i Præstø Havn. Hun blev forsøgt genoplivet, men begyndte at bløde fra et hul i baghovedet. Sonay Mohammad var blevet slået med et baseballbat eller en træstok.

Hendes dengang 34-årige far, Ashraf Ahmad Mohammad, blev siden dømt for at have myrdet sin datter.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/aeresdrabet_i_praestoe.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

I et par dage arbejdede politiets teknikere på havnen i Præstø, hvor Sonay Mohammad blev fundet druknet. (Foto: Ritzau Scanpix)

Hent kniven!

Sonays far voksede op i en lille by i det nordlige Irak. Han ankom til Danmark i 1996, og halvandet år senere blev han genforenet med sin hustru, Suheyla Hüseyin, og deres tiårige datter Sonay.

Familien flyttede ind i et lille rækkehus i Næstved, og Sonay kom i skole og lærte ret hurtigt dansk. De så ud til at falde til, men bag facaden var der konflikter.

Sonay ville leve som en dansk pige og trodsede sine troende muslimske forældre. Som 12-årig fik hun en dansk kæreste, og ham havde hun et billede af. Det fandt moderen, og både hun og faderen blev rasende.

– Så kan du godt hente kniven. Hun er ikke min pige længere, udbrød moderen.

Det gjorde faderen dog ikke, men han slog sin datter med en gardinstang, hvilket han havde gjort før. Og så tog han en ledning fra Sonays båndoptager, viklede den om hendes hals og strammede til, indtil hun mistede bevidstheden.

Far i fængsel

En sen eftermiddag få måneder senere betroede Sonay sig til sin klasselærer. Hun valgte at melde faderen til politiet, og Sonay blev tvangsfjernet fra hjemmet samme aften, nemlig den 8. marts 2000. Hun kom til en plejefamilie syd for Præstø.

Sonays forældre krævede samvær med deres datter og fik det knap fire måneder efter.

Faderen Ashraf Mohammad blev i januar 2001 idømt et halvt års fængsel for overfaldet på sin datter, mens moderen fik ti dages betinget fængsel.

I februar besluttede Næstved Kommune, at samværet med forældrene skulle afbrydes i et år, men det fejede Den Sociale Ankestyrelse af bordet i juli.

Faderen blev løsladt i juni, og i sensommeren besøgte Sonay sine forældre mere, end det var aftalt.

I januar 2002 var hun hos sine forældre, sin lillebror på fire år og sin få uger gamle lillesøster i Næstved, når det passede hende. Hun pjækkede fra skole og havde fået en dansktyrkisk kæreste på 16 år, som hun skulle forloves med.

Den 8. og 9. februar havde Sonay besøg af sin kæreste og et brødrepar, og om aftenen den 9. opførte de sig så dårligt, at genboen ringede på og klagede over dem til Sonays forældre.

Samme aften klokken 22.31 blev Sonay og hendes far fotograferet på en Statoil-tank i byen. Sonay købte et taletidskort. Det var sidste gang, at hun blev fotograferet i live.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/aeresdrabet_i_praestoe_3.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Der var tumult, da Ashraf og Suheyla sagde farvel til deres datter den 7. marts 2002. Kisten blev hevet op af graven og vendt, før den vendte den rigtige vej mod Mekka. (Foto: Ritzau Scanpix)

Tilstod drabet

Sonays far, Ashraf Ahmad Mohammad, blev idømt 14 års fængsel og udvisning for bestandigt for drabet på sin datter. Han blev dømt udelukkende på indicier og nægtede sig skyldig under retssagen i Østre Landsret. Siden blev dommen stadfæstet i Højesteret.

I 2005 tilstod han drabet i et brev til sin bror Jabbar, hvori han fortalte, at han havde slået sin vantro datter ihjel.

Drabet på hende er et af dem, som selv garvede politifolk har svært ved at glemme. Kurt Kragh, der var med til at opklare sagen som vicekriminalkommissær ved Rigspolitiets Rejsehold, nævner den ofte som en sag, der har gjort særligt indtryk på ham.

– Jeg lærer aldrig at forstå, at en far kan dræbe sin datter, fordi hun har opført sig, som de fleste etnisk danske piger gør, siger han.

Faderen blev udvist til Irak i 2009.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/aeresdrabet_i_praestoe_-_ashraf_muhammad.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Ashraf Muhammad på vej i retten. Journalister, der fulgte retssagen, beskrev ham som iskold. (Foto: Ritzau Scanpix)

Ti æresdrab i Danmark

I årene fra 1986 til 2005 blev der begået ti såkaldte æresdrab i Danmark. Disse er drab, hvor den dræbte – oftest en kvinde – har vanæret eller bragt skam over sin familie.

Udover mordet på Sonay var det mest omtalte drabet på den 18-årige dansk-pakistaner Ghazala Kahn i 2005. Hun blev skudt og dræbt på banegårdspladsen i Slagelse, og hendes afghanske mand blev livsfarligt såret.

Ghazalas far havde beordret sin datter og svigersøn dræbt, fordi hun havde giftet sig mod familiens vilje.

Faderen blev idømt fængsel på livstid, og hendes bror fik 16 års fængsel for at have udført drabet. I alt blev ni dømt i sagen, og de fik tilsammen 120 års fængsel.

Siden er der ikke registreret æresdrab her i landet, men eksperter mener, at der stadig sker ”danske” æresdrab. Familier kan nemlig lokke kvinder til deres hjemlande, afstraffe dem der og i værste fald slå dem ihjel.

Sponsoreret indhold