Emilie Mengs sidste livstegn: Vi ses!
I morgen er det præcis tre år siden, at fire unge venner tog i byen i Slagelse.
De går på vandpibecafé, de drikker lidt alkohol, og de slutter den hyggelige aften af med at spise burgere og pomfritter på den lokale McDonald’s i den sjællandske provinsby.
Men inden natten er omme, er alt forandret for altid.
I løbet af natten – omkring klokken 04.00 natten til søndag den 10. juli 2016 – forsvinder én af vennerne nemlig som dug for solen.
Det sidste livstegn fra Emilie Meng er en SMS, som hun sender til sin veninde, efter at vennerne har taget afsked med den 17-årige pige på Korsør Station.
En af veninderne, der var med på byturen, har tidligere fortalt i et kanal 5-program, at Emilie havde været i godt humør hele aftenen, men en besked på Messenger ændrede med ét Emilies humør den aften, hvor hun forsvandt.
De tre venner tager en taxa videre – Emilie Meng ønsker selv at gå det sidste stykke fra stationen og hjem. En gåtur på lige præcis 3,3 kilometer.
Artiklen fortsætter under billedet...
Nicole Grundtoft (til venstre) var med i byen den aften, hvor 17-årige Emilie Meng forsvandt sporløst (Foto: Discovery Networks Danmark)
- Jeg ville ønske, at jeg havde gjort mere for at få hende til at køre med i taxaen, for så kunne alt have været anderledes nu. Så det fortryder jeg super meget, siger Emilies veninde Nicole Grundtoft i kanal 5-programmet 'Forbrydelser, der rystede Danmark'.
Men Emilie Meng vender aldrig hjem, og hun møder aldrig op i Sankt Povls Kirke den følgende formiddag for at synge i koret.
I dag ved kun gerningsmanden, hvordan og hvorfor hendes liv sluttede.
Gerningsmanden er stadig ikke fundet her to år efter, at én af Danmarkshistoriens største mordgåder tog sin begyndelse.
- Jeg hader den tanke. Det er en tanke, der gør mig rigtig ked af det. Hvis Emilie morder aldrig bliver fundet, kommer det til at knuse mit hjete. For hun fortjener den retfærdighed, at morderen bliver fundet, siger veninden videre.
Politiet har fundet NYT spor i Emilie Meng-sagen
Emilie Mengs far: Hun var det eneste, jeg havde tilbage
I timerne efter Emilie Mengs forsvinden betragter politiet dog det hele som en banal sag om en bortløben pige.
- Kæresten slog op med hende lørdag aften, og det kan være baggrunden for, at hun er forsvundet. Hun er tidligere taget til København, så hun kan muligvis opholde sig dér, men vi ved ikke hvor, udtalte indsatsleder Flemming Jensen til BT den 11. juli.
Samme aften vælger ordensmagten at indstille eftersøgningen af Emilie Meng. Politiet oplyser på dét tidspunkt, at den unge pige har været aktiv på Facebook – og at det hele derfor lader til at være en sag om en ulykkelig pige med kærestesorger, der har brug for alenetid:
- Det lader til, at hun ser sine beskeder. Hendes profilbillede viser sig ved de beskeder, som folk sender til hende, og det må betyde, at hun er aktiv på en eller måde, fortæller indsatslederen Flemming Jensen.
Politiet tror stadig, at hun måske er taget til København. Derfor undersøger de overvågningsmaterialet fra Korsør Station for at få be- eller afkræftet deres teori.
Emilie Mengs fars gribende appel: Find min datters morder
- Emilie var et lys i familien
Først onsdag morgen, hvor sagen overgår til Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, bliver politiet bekræftet i, at Emilie Meng ikke tog til København den skæbnesvangre nat.
Nu efterlyser politiet personer, som har set Emilie Meng om natten på Korsør Station.
Imens offentliggør de i en pressemeddelelse de sidste billeder af Emilie Meng. Billederne stammer fra overvågningskameraet på Korsør Station. Og politiet fortsætter også med at finkæmme området omkring stationen med blandt andet hunde og helikopter.
Det er langt fra kun politiet, der er begyndt at bekymre sig.
Flere lokale leder også efter Emilie Meng i dagene og ugerne efter hendes forsvinden. Foto: Dan Mariegaard
Det samme er en lang række frivillige, der siden den skæbnesvangre nat har ledt med lys og lygte efter den vellidte pige. De mødes i de følgende weekender og hverdage, hvor de koordinerer et omfattende finkæmningsarbejde i Korsør-området. Hundredvis deltager og leder efter Emilie Meng.
Men hun er som sunket i jorden.
I løbet af oktober-måned ransager politiet en 67-årig pensionists hjem på Tårnbyvej i Korsør. Hjemmet tilhører Finn Petersen, og politiet er blevet interesseret i pensionisten på baggrund af et tip fra eftersøgningsgruppen ”Forsvundne Personer”.
Mandag den 24. oktober ransager politiet hans hjem for femte gang – og denne gang benytter efterforskerne både lytteudstyr og kameraer.
Hørte Emilie Mengs mor bankelyde?
Efterfølgende kan politiet oplyse, at intet tyder på, at Emilie Meng har opholdt sig i byhuset på Tårnbyvej.
Først et halvt år senere får politiet et afgørende spor i sagen. Juleaftensdag gør en hundelufter et uhyggeligt fund i en moselignende sø ved Regnemarks Bakke ved Borup – en sø omkring 65 kilometer fra Emilie Mengs hjem i Korsør.
Der ligger et lig af en ung pige i vandet. Politiet bekræfter dagen efter på et pressemøde, at der er tale om liget af Emilie Meng.
Linse trøster dræbte Emilies kusine
Fie Laursen går ind i sagen om savnede Emilie
Hvad den unge pige er blevet udsat for i sine sidste timer, får offentligheden aldrig svar på.
I dag vil politiet kun sige, at ”Emilie har været udsat for en grum og afstumpet forbrydelse”.
Torsdag den 19. januar 2017 tager familie og venner den sidste afsked med Emilie Meng. Sankt Povls Kirken, hvor Emilie Meng skulle være mødt dagen efter hun forsvandt, danner rammen om det svære farvel.
Sognepræst Anna Helleberg Kluge, som også konfirmerede den unge pige, skal forsøge at sætte ord og trøst på den meningsløse tragedie.
Sognepræst Anna Helleberg Kluge både konfirmerede og begravede Emilie Meng. Foto: Dan Mariegaard
I sin rørende tale siger sognepræsten blandt andet:
”Det er sorgen, som har kaldt os i kirke i dag. Eller det er måske mere rigtigt at sige, at sorgen over Emilies død har gjort os hjemløse og retningsløse. Hvordan kan vi leve, når hun er død? Hvor skal vi gøre af os selv, når den hverdag og glæde, vi delte med hende, er blevet knust? Når det vi tog for givet, det vi frydede os over uden at tænke så meget over det, blev taget fra os? Hvor skal vi gå hen, når livet har mistet sin logik og sammenhængskraft. Det er midt i alt det meningsløse, at det giver mening at samles i kirken”.
”Der brænder 17 lys for Emilie. Hendes liv blev alt for kort, men mængden af de lys, hun har tændt i sin familie, sine nære venner og i alle os andre er uden tal. Dem vil vi bære dem videre til Emilies ære, for at blive ved med at huske på, hvem hun var, og hvad hun stod for. Vi må ikke slukke de lys, hun tændte, ved at hengive os til fortvivlelsen, men for kærlighedens skyld vil vi værne om dem”.
Selv om politiet stadig ikke har pågrebet drabsmanden, er efterforskningen bestemt ikke gået i stå.
I slutningen af juni sidste år kom det frem, at politiet havde fået et nyt spor i sagen om den vellidte pige fra Korsør.
Det nye spor omhandlede en overvågningsvideo fra Korsør station, hvorfra den dengang 17-årige Emilie Meng sidst blev set om natten den 10. juli 2016.
I den pågældende video kunne man se en hvid bil af mærket Hyundai I30, model 2011-2016, der kørte fra parkeringspladsen og rundt om stationen omkring det tidspunkt, hvor Emilie sidst blev set.
Politiet offentliggjorde videoen – og efterlyste bilen. Politiet modtog sidenhen stribevis af henvendelser fra borgere, der mente at vide noget om den hvide bil.
- Vi har pt. en liste med flere end 145 unikke personer, som vi har haft fat i. Nogle har vi afhørt. Nogle af dem har vi anholdt og lavet andre ting ved. Så samlet set er det en proces, hvor vi skal holde fokus på hovedsporet, men samtidigt agere i nuet og være åbne over for nye henvendelser, fortalte politiinspektør Kim Kliver til BT.
I slutningen af juni kom det frem, at politiet havde varetægtsfængslet en 42-årig mand i forbindelse med en anden sag om drab på to ældre mennesker. Og at det angiveligt blev efterforsket, om han havde forbindelse med drabet på Emilie Meng.
Ifølge kilder, som sjællandske talte med, ransagede politiet den 42-årige mands adresse i Korsør.
Mens det også er kommet frem, at manden selv har ejet en lys Hyundai i stil med den, som politiet ad flere omgange har efterlyst ejeren af.
Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.
Herunder kan du se billeder fra den mindehøjtidelighed, der blev holdt for Emilie Meng: