morten grunwald

Nyeste artikler om morten grunwald

Fulde navn: Walter Morten Grunwald

Alias:

Fødselsdato: 9. december 1934

Familie: Tanja Grunwald (datter, f. 1968)

Scoringer:

Partner: Gift med Lily Weiding

Kendt fra: Film, TV

”Skidegodt, Egon!” Citatet tilhører gavflaben Benny med de gule sokker fra ”Olsen Banden”, som er en af de mest genkendelige og elskede karakterer i dansk filmhistorie. Morten Grunwald spillede Benny i alle 14 film om den berygtede tyveri-trio, og er på den måde blevet regulært folkeeje.

Morten Grunwald blev født i Odense i 1934, og han fik sin uddannelse som skuespiller på både Odense Teater og Det Kongelige Teaters Elevskole - hvor han var færdig i 1960. Året efter fik han sin første rolle i filmen 'Løgn og løvebrøl', hvor han spillede journalist.

I 1968 fik han rollen i ”Olsen Banden”, hvor Morten Grunwald udødeliggjorde Benny Frandsen, som den ene tredjedel af forbryderbanden, der også talte Ove Sprogøe som Egon Olsen og Poul Bundgaard som Kjeld Jensen.

I omkring 30 år spillede Morten Grunwald rollen som den kriminelle Benny Frandsen med de gule strømper, den bløde hat, det fjollede grin og ikke mindst den gakkede gangart – der også havde et meget karakteristisk lille hop, som Morten Grunwald selv fandt på.

[node:vipedia-content-slice]

Morten Grunwald fortæller ifølge bt.dk i et ekstramateriale, som hører med til streamingtjenesten ”Dansk Filmskat”, at han første gang hoppede i filmen ”Olsen Banden i Jylland”.

- Det kom første gang i en scene, hvor vi havde taget røven på en tankpasser for at sige det på pænt dansk, sagde Morten Grunwald ifølge bt.dk og uddybede: - Vi havde fået fyldt Bennys vogn op uden at betale og fået pacificeret tankpasseren.

- På vej tilbage til bilen synes Benny, at det var gået skide godt, ikk' og lavede dét der lille hop, fortalte Morten Grunwald.

Og dét lille hop blev i den grad bemærket af Erik Balling, der instruerede 13 'Olsen-Banden'-film.

- Da Balling havde set det lille hop næste dag eller aften, kom han og sagde "dét, du lavede der, det må du aldrig holde op med", lød det fra Morten Grunwald til B.T.

Og dét gjorde han da heller aldrig. I de efterfølgende 11 film om den kriminelle trio blev Bennys hop lige så fast inventar i filmene som hans "dims", der både kan åbne døre, nulstille benzinstandere og snyde ølautomater.

Olsen Bandens første film havde premiere i oktober 1968, og den sidste film med den oprindelige trio blev filmet i 1998. Samme år døde Poul Bundgaard, og optagelserne måtte gøres færdige med kamerasnilde, teknik, og en stand-in i skikkelse af Tommy Kenter. Siden er også Ove Sprogø gået bort i 2004.

- Olsen Banden har været terapi for mig. Alle 14 film. De var aldeles ukomplicerede, har Morten Grunwald sagt og ser tilbage på hele serien som ”et eventyr og en gave”.

Dog er der én ting, som han mener, at ”Olsen Banden” manglede.

- Kjeld skulle have haft en monolog, hvor han endelig fik skældt Egon ud. Poul nåede aldrig at indspille den. Han havde den side i sig og havde glædet sig til at indspille den skideballe efter alle disse mange film, hvor Egon hundsede rundt med ham. Det er trist, at han aldrig nåede det, sagde Morten Grunwald til B.T.

På Nordisk Films streamingtjeneste ”Dansk Filmskat” kan man se eller gense alle de danskere filmklassikere helt tilbage fra 1931 og frem til 2000 – og du kan se traileren til ”Olsen Banden i Jylland” her.

Morten Grunwald er efterhånden også godt oppe i årene, men det er ikke noget, han mærker specielt meget til.

Senest har han i 2014 medvirket i Bille Augusts "Stille Hjerte", hvor rollelisten også er prydet af Ghita Nørby og Paprika Steen.

I ”Stille Hjerte” spillede Morten Grunwald en større rolle som ægtemand til en kvinde, der på grund af uhelbredelig sygdom har valgt, at hun vil begå selvmord. Hun samler derfor familien til en weekend, hvor der skal tages afsked.

- Jeg selv er meget glad for, at jeg i en høj alder stadig er i fuld vigør. Jeg hopper og danser ikke så meget mere, men det er også kun der, jeg kan mærke om jeg er 60 eller 30, sagde Morten Grunwald om sin egen form.

- Det er den samme glæde ved mit arbejde og den samme lyst og hunger efter at få lov at arbejde. Og der har jeg jo været privilegeret, at jeg har fået lov at lave mange forskellige ting, fortalte skuespilleren, der med egne ord nyder, at "der stadig ind i mellem er brug for en gammel, hvidhåret mand".

Privat har Morten Grunwald siden 1965 levet sammen med den 10 år ældre skuespillerinde, Lily Weiding, som han blev gift med i 1980 i New York.

- Det lykkeligste i livet ved siden af kærligheden er arbejdet. Jeg har været brandheldig med dem begge, sagde Morten Grunwald.

Morten og Lily har sammen datteren Tanja Grunwald, der er en af de mest benyttede castere på danske spillefilm og europæiske tv-serier.

Tidslinje:

  • 2014: Medvirker i ”Stille Hjerte”
  • 2013: Udgiver bogen "Min tid i gule sokker", som han har skrevet med hjælp fra den tidligere SE og HØR-reporter Per Kuskner.
  • 2004: Blandt stifterne af tænketanken CEPOS
  • 1998: Medvirker i ”Olsen Bandens Sidste Stik”
  • 1989-1998: Chef for Østre Gasværk Teater
  • 1980-1992: Chef for Betty Nansen Teatret
  • 1980: Gift med Lily Weiding
  • 1971-1980: Chef for Bristol Music Centers Teater
  • 1968: Medvirker som Benny Frandsen i den første Olsen Banden-film ”Olsen Banden”
  • 1965: Danner par med Lily Weiding

Sponsoreret indhold